Dødsulykke fører til kørekort for at bruge vandscooter

Fra 1. januar 2018 indføres der et vandscooterkørekort. Det sker som konsekvens af dødsulykke i København.

Der indføres fra nytår kørekort til vandscootere. De får nummerplader, så de kan identificeres. Vandscooterne skal også forsikres, og førerne kan få bøder, hvis de sejler ind i havne med høj fart.

Det oplyser erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

- Der skal være kørekort, når man sejler med vandscooter. Det kommer til at træde i kraft 1. januar 2018. Så må man ikke sætte sig i en vandscooter, før man har et vandscooter-kort, siger Brian Mikkelsen.

Han mødtes onsdag med justitsminister Søren Pape Poulsen (K), Københavns overborgmester Frank Jensen (S), direktør for By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen og Københavns Politi.

Københavns Politi øger i sommer sin patruljering i Københavns Havn med 50 procent. Det oplyser justitsministeren. Københavns Politi holder senere onsdag pressemøde om initiativet.

Initiativerne kommer, fordi to amerikanske kvindelige studerende for nylig blev dræbt i Københavns Havn. Deres båd blev ramt af en vandscooter i høj fart. Føreren sidder varetægtsfængslet sigtet for uagtsomt manddrab.

Der indføres også en "fornuftig" forsikring af vandscootere, oplyser Brian Mikkelsen.

- Så man er dækket, hvis der sker uheld, siger han.

 Endelig skal en kampagne advare unge om faren ved vandscootere.

Disse initiativer sættes i gang:

  • Søfartsstyrelsen indfører et vandscooterkørekort med særlige kvalifikationskrav, som blandt andet betyder, at man ved en praktisk prøve skal bevise, at man er i stand til at sejle en vandscooter på forsvarlig vis.
  • Der gennemføres en informationskampagne med særlig fokus på vandscootere og speedbåde, som sejler i havneområder og andre områder, hvor der også færdes andre.
  • Sammen med forsikringsbranchen drøftes mulighederne for indførelse af en obligatorisk ansvarsforsikring for vandscootere, som gør det let at placere ansvar og kræve erstatning, og som gør det lettere at identificere vandscootere og deres ejere.
  • Der undersøges mulighederne for konfiskation af vandscootere, når der er sejlet uforsvarligt. Samtidigt foretages et servicetjek af mulighederne for at frakende sejlerbevis/kørekort, så der kan gribes ind i tilstrækkelig grad over for vanvidssejlads.
Kilde: Erhvervsministeriet

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik