Foto: alarm112danmark.dk

Død mand i kanal var udsat for vold: Nu søger politiet vidner

Politiet efterlyser nu vidner, der har bemærket slagsmål i området omkring haveforeningen Vennelyst onsdag aften.

Retsmedicinske undersøgelser viser, at den mand, der tidligere torsdag blev fundet død i voldgraven mellem Christiania og haveforeningen Vennelyst på Amager, har været udsat for vold mod hele kroppen.

Det oplyser vicepolitiinspektør Ove Bundgaard Larsen til TV 2 Lorry. 

En obduktion skal i aften vise, om han er død af volden, eller om han har lidt druknedøden. Obduktionen og fingeraftryk skal senere fastslå, hvem manden var - og præcis hvor gammel han var.

Læs også Mistænkeligt dødsfald: Lig fundet i kanal ved haveforening

Afhøringer peger på slagsmål

Politiet formoder, at manden, der var i 40'erne, har været involveret i et slagsmål onsdag aften. Politiet efterlyser derfor nu vidner, der i går aftes kort før klokken 22 i området fra haveforeningen Vennelyst op til Restaurant Ravelinen har bemærket tumult eller slagsmål.

00:30 Luk video

- Undersøgelserne tyder på det, og vi har også nogle afhøringer, som gør, at vi er ret sikre på, at gerningstidspunktet var i aftes, siger Ove Bundgaard Larsen til TV 2 Lorry.

Stadig afspærret

Politiet har indtil videre ingen formodning om, hvem der står bag.

- Vi kigger bredt, siger Ove Bundgaard Larsen. 

Politiets teknikere er stadig i gang på findestedet, og derfor er området stadig afspærret.

  Foto: Lone Knuhtsen Silberbrandt, TV 2 Lorry

Har du set noget i området onsdag aften? Kontakt Københavns Politi på telefon 114.