Døde stærekasser er helt pip

I to år har fartmålerne på blandt andet Køgevej i Roskilde stået uvirksomme hen.

I to år har den automatiske trafikkontrol, bedre kendt som stærekasser, stået i dvale, til trods for, at undersøgelser i både ind- og udland konkluderer, at målerne har en fartnedsættende effekt og i sidste ende redder menneskeliv.
Derfor mener Rådet for Sikker Trafik, at det er dybt beklageligt, at stærekasserne så længe har stået ubrugte hen. - Heldet har tilsmilet os de seneste år, fordi de hårde vintre har bevirket, at danskerne automatisk har lettet tråddet på speederen, men allerede i de første uger af 2012 har der været rigtig mange alvorlige færdselsulykker. Jeg påstår ikke, at de alle kunne være undgået, hvis stærekasserne havde været i brug, men jeg er ikke i tvivl om, at for hvert år der går, uden stærekasserne bliver brugt, koster det menneskeliv, siger direktør i Rådet for Sikker Trafik, Anders Rosbo.
Formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Karsten Nonbo (V), bakker op om Rådet for Sikker Trafiks holdning til stærekasserne, og kalder det "dybt godnat," at en endelig rapport fra politiet endnu ikke er klar til politisk behandling. - Det er ubegribeligt, at det kan tage så lang tid at evaluere et projekt, som vi allerede ved, virker. Nu må der snart ske noget, og jeg vil opfordre justitsministeren til at få sat skub i den sag, siger Karsten Nonbo.