Dobbelt sikkerhedssvigt i sag om IC4-problemer

Hverken DSB eller BaneDanmark indberettede den episode, som standsede IC4-tog.

Også BaneDanmarks indberetningssystem svigtede, da et IC4-tog 4. november ikke kunne bremse mellem København og Høje Taastrup.
Politiken.dk skrev tidligere i dag, at DSB ikke sendte indberetningen om det potentielt alvorlige sikkerhedsproblem til Havarikommissionen inden for tre dage, som DSB ellers skal ifølge retningslinjerne.
Nu viser det sig, at også BaneDanmark, som står for driften og styringen af trafikken på jernbanerne, forsømte at indberette episoden inden for de pligtige tre dage.

Dermed fejlede hele det rapporteringssystem, som skal være med til at sikre passagerernes sikkerhed på danske tog.
IC4-tog kunne være stoppet en uge tidligere De manglende rapporter betød nemlig, at Havarikommissionen først blev klar over togenes bremseproblemer tre dage efter den første begivenhed.
Det skete efter en næsten-ulykke på Fyn 7. november, hvor et IC4-tog med 160 passagerer var ved at brage op bag i et godstog.
Derimod tog det ti dage, før oplysningerne om den første hændelse dukkede op. Det skete først, da lokomotivføreren på Høje Taastrup-toget fik afleveret sin rapport.

Sammenfaldet mellem de to hændelser fik omgående DSB til at stoppe for videre kørsel med IC4-togene i samråd med Havarikommissionen.
Men langsommeligheden betød, at togene, som muligvis alle lider af defekte bremsesystemer, fragtede passagerer rundt i Danmark en hel uge længere, end de sandsynligvis havde gjort, hvis DSB's og BaneDanmarks sikkerhedssystemer havde fungeret.

BaneDanmark skal sikre indberetninger fremover Chef for Havarikommissionen Martin Puggaard understreger, at indberetningsfristen til Havarikommissionen skal overholdes, for at kommissionen kan gøre sit arbejde med at forhindre ulykker.
»Jeg er sikker på, at der nu er nogle, som kigger sig selv i spejlet og tænker over, hvad de internt kan gøre bedre. De skal afdække, hvorfor de vurderede hændelsen anderledes end os, og hvor i systemet indberetningen strandede«, siger Martin Puggaard.

»Det, der skulle være nået frem til os, nåede ikke frem til os. Det skal Trafikstyrelsen som myndighed nu sikre sker fremover«, siger han.
BaneDanmark: Menneskelig fejl Ifølge BaneDanmark var det en banal menneskelig fejl, som gjorde at bremseproblemerne ikke blev rapporteret.
Den pågældende medarbejder skrev rapport om, at toget var forsinket på grund af en overskridelse af et rødt lys, men skrev til gengæld ikke den fornødne indberetning til sikkerhedssystemet.
»Når vi har en signalforbikørsel eller andet, der ikke lever op til vores sikkerhedsbestemmelser, skal man altid lave den rapport, og det skete ikke, måske fordi medarbejderen havde travlt«, siger områdechef for trafikstyring i BaneDanmark Klaus Bergman.

At noget lignende skete for DSB, gør kun sagen endnu ærgerligere.
»Det er hamrende uheldigt. For hvis den menneskelige fejl ikke var sket hos os, var sagen jo dukket op tidligere«, siger områdechefen.
Sikkerhed bliver indskærpet BaneDanmark vil nu tage fat i den pågældende medarbejder, som arbejder med at afvikle trafikken.
»Vi skal indberette sådan nogle hændelser, og det har vi et helt system til. Systemet er bare ikke stærkere end, at hvis der sker en menneskelig fejl, fanger vi det ikke. Det er desværre det, som er sket her. Det er beklageligt«, siger Klaus Bergman.

Derfor får alle de 500 medarbejdere, som arbejder med trafikafviklingen, nu en påmindelse om, at sikkerhedsrelaterede hændelser skal rapporteres med det samme.
Selve sikkerhedssystemet bliver til gengæld ikke ændret, så risikoen for menneskelige fejl falder.
»Jeg ser ikke nogen grund til at lave hele vores system om, for det er ganske udmærket og velfungerende«, siger områdechefen hos BaneDanmark.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik