Ved kraftig regn, kan der komme glohed damp fra underjordiske varmekamre, pas på lyder det fra HOFOR.

DMI udsender skybrudsvarsel

Der er både risiko for skybrud og kraftig torden. Derfor er Hovedstadens Forsnyningsselskab ude med advarsler: Pas på løse kloakdæksler, forurenet spildevand og glohed damp.

DMI har udsendt et varsel, som gælder fra i dag lørdag kl. 16.00 og frem til natten til søndag.

I Københavnsområdet og Nordsjælland forventer DMI mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter. Samtidig er der risiko for kraftig torden.

- De kommende timer dannes regn og torden, som kan ramme København, og det kan give voldsomme regnskyl. I nat kommer der byger og blæst af stormende kuling. Især på Nordkysten er der risko for, at træerne vælter, siger meteorolog Anders Brandt fra TV 2 Vejret.

HOFOR advarer

Hovedstadens Forsyningsselskab HOFOR opfordrer borgerne til at færdes med forsigtighed, da veje kan blive oversvømmet og kloakdæksler 'hoppe' af på grund af tryk.

Desuden bør man undgå kontakt med spildevand i gader og kældre, da det kan fremkalde sygdom.

Også havnebade og bynære strande kan blive forurenet, lyder advarslen.

Ifølge HOFOR skal man også passe på den varme damp.

Ved voldsom regn kan der komme glohed damp fra byens varmekamre.

Fra HOFOR lyder meldingen: Gå udenom dampen og sørg for at børn ikke leger i dampen, der kan give forbrændinger.