DMI: Stormen er drevet over

DMI ophæver stormvarslet for hele landet undtagen Bornholm.

Vinden er mandag aften løjet så meget af over Danmark, at DMI kan ophæve stormvarslet for hele landet - undtagen det allerøstligste hjørne.

- Der er fortsat varsel om storm for Bornholm. Resten af aftenen stormende kuling til storm, 20 til 25 m/s med vindstød op til stærk storm. I resten af landet ophører stormvarsel og i Nordjylland også risikovarsel, skriver DMI på sin hjemmeside.

Samtidig fraråder de fleste politikredse ikke længere al udendørs færdsel.

Københavns Politi fraråder dog fortsat al unødvendig udkørsel, og mange steder opfordres folk til at være særligt opmærksomme på for eksempel væltede træer på vejene, når de begiver sig ud.

Med ophævningen af stormvarslet kan oprydningen for alvor gå i gang efter stormen, som har raset i store dele af landet, og som efterlader store materielle skader. Der meldes om væltede træer, stilladser og lastbiler over hele landet, og flere steder er tage revet af huse.

Flere mennesker er kommet til skade, og mandag aften meldes desuden om én omkommen under stormvejret i Nordsjælland.

Stormen bød ifølge TV2 Vejret på de højeste vindhastigheder, der nogensinde er målt i Danmark.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik