DMI: Snestorm kan ramme dele af landet søndag

Bilisterne skal være forsigtige i weekenden, selv om juleaftensdag bliver »typisk dansk«.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler nu om, at dele af landet vil kunne få snestorm søndag.

Det er særligt i Nordjylland samt Midt- og Nordsjælland, snestormen er sandsynlig.

»Sneen kommer allerede i løbet af lørdag nat, og så vil det begynde at sne for alvor sidst på natten og tidligt søndag. Med masser af vind, så der kan vi måske godt begynde at tale om snestorm«, siger Lars Henriksen, der er vagtchef hos DMI.

En snestorm defineres ved, at der falder minimum 10 centimeter sne på seks timer, mens vinden samtidig er frisk.

Det er dog hovedsageligt snefygning, DMI varsler mod, da det kommer til at sne lørdag aften og blæse i løbet af søndag. Det kan skabe problemer, hvis man skal på julebesøg hos familien.

»Det betyder, at det nok vil blive ret bøvlet med trafikken i løbet af lørdag aften især og natten til søndag. Når det fyger en masse, bliver vejene jo spejlglatte. Samtidig kan der måske dannes nogle små eller større snebyger rundt omkring afhængig af, hvor meget sne, der falder«, siger Lars Henriksen.

Han råder derfor til, at man holder sig informeret på vejdirektoratets hjemmeside, og at man i hvert fald ikke kører ud i sidste øjeblik.

Til gengæld går Bornholm helt fri denne gang, da øen er det eneste sted i landet, hvor DMI hverken varsler om snestorm eller snefygning.

Men selv om der altså varsles mod snestorm i dele af landet søndag, betyder det langt fra, at julen vil blive hvid.

Det ser ud til at blive en typisk dansk juleaften. Det vil blive diset, og overvejende skyet, der kan også være tåget først på dagen og senere på dagen. Så en grå og lidt våd juleaftensdag.

Der kan godt ligge noget sne på jorden, men det er jo sådan noget vådt, gråt, kedeligt sne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik