Distortions råd til naboer: ”Vand dem, der vander din ejendom”

Ifølge en professor i strafferet bevæger man sig på kanten af straffeloven, hvis man følger festivalens råd.

En form for selvtægt.

Sådan beskriver professor i strafferet ved Københavns Universitet, Trine Baumbach, en opfordring fra arrangørerne af den københavnske gadefestival, Distortion, om at ”vande dem, der vander din ejendom”.

- Har man f.eks. en gadeport, som ofte bliver brugt som alternativt toilet under Distortion, kan man stor succes sprøjte vand den anden vej gennem tremmerne, skriver festivalen i nabomanualen.

Distortion har endda sørget for, at de lokale BR-legetøjsbutikker på Nørrebro og Vesterbro har vandpistoler liggende til formålet.

 
 
Foto: Fra Distortions nabomanual.

Vandmængden vil være afgørende

Men man bevæger sig på kanten af straffeloven, hvis man opfordrer til den slags, mener Trine Baumbach.

Det at sprøjte med vand efter nogen kan meget vel være en voldsommere handling rent strafferetligt end at urinere op af en port.

- Det vil være vandmængden, der afgør det. Hvis man sprøjter meget vand på folk, vil det efter omstændighederne kunne være vold, men hvis det er ganske lidt vand, vil det formentlig ikke være strafbart, vurderer hun overfor TV 2 Lorry.

Opfattelsen af hvad der kan opfattes som vold har gradvist rykket sig med årene. Tilbage i 2006 satte Højesteret et punktum for flere års juridisk diskussion, da landets højeste domstol afgjorde, at en spytklat i ansigtet er vold.

Straffelovens voldsparagraf

§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

- En dårlig idé

I en sag fra Retten i Glostrup i 2012 blev en mand idømt fem dagbøder på i alt 1.250 kroner for at forsøge at skyde efter sin nabo med en vandpistol.

Uanset hvad mener Trine Baumbach, det er en dårlig idé at afsøge grænserne for straffelovens §244, der fastslår at vold eller angreb på en andens legeme er strafbart.

- Jeg synes altid det er dumt at opfordre til at gøre noget, der enten er lige på grænsen eller over grænsen for hvad der er lovligt. Hvis man skal opfordre til noget, skal man opfordre til at opfører sig ordentligt og at folk kontakter politiet, hvis det ikke sker. Det er i hvert fald en dårlig idé at opfordre til selvtægt, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik