Distortion nærmer sig: Her får du den store nabo-overlevelsesguide

Der er lidt over en uge til Distortion - og måske melder en uro sig i maven, hvis du er nabo til festen. Bare rolig - vi har samlet den store overlevelsesguide til dig, så du også får nogle sjove dage.

Enorme mængder tis, larm og fulde folk.

Om lidt over en uge vælter gadefestivalen Distortion Københavns bydele en dag ad gangen. Det hele skydes i gang på Nørrebro onsdag den 30. maj, og dagen efter når festen Vesterbro.

quote Vand dem, som vander din ejendom.

Distortions råd om tis

Bor du midt i festlighederne er der måske en række spørgsmål, der melder sig.

Hvad gør jeg, hvis en fulderik tisser på min dør? Hvem kontakter jeg, hvis der stadig er larm, når festen er slut? Hvor kan jeg parkere min bil, når min gade er spærret? Hvornår er der igen rent i min gade?

Dem vil vi forsøge at svare på, så du kan nå at forberede dig på gadefesten.

Her ses en kvinde, der forsøger at tale til de festendes fornuft med et anti-tis skilt.
Her ses en kvinde, der forsøger at tale til de festendes fornuft med et anti-tis skilt.
Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

Tis

Beboere har i årevis klaget over tisseri op ad døre eller i kælderskakte under Distortion.

Det reagerede Distortion sidste år på ved at fordoble antallet af toiletter.

Skulle det alligevel ske, at din bolig bliver tisset på, har Distortion følgende råd:

"Vand dem, som vander din ejendom – hent gratis udstyr til vagtværn imod tis hos Flying Tiger i form af frygt på dåse, vandballoner, afskærmningstape og en håndvandkanon!", skriver Distortion.

Anti-tis-pakken kan hentes i Flying Tiger på Nørrebrogade og Vesterbrogade. Der er dog et begrænset antal. Distortion opfordrer dog til, at man skal "stoppe, mens legen er god".

Derudover har en forening har stor succes med at sætte en bænk foran deres kældernedgang, for folk tisser ikke der, hvor man kan sidde", skriver Distortion.

Kilde: Distortion
Vi kender ikke historien bag denne bil, der er parkeret midt på Nørrebrogade, men det er nok en god idé, at fjerne sin bil fra de værste menneskemængder.
Vi kender ikke historien bag denne bil, der er parkeret midt på Nørrebrogade, men det er nok en god idé, at fjerne sin bil fra de værste menneskemængder.
Foto: Malene Anthony Nielsen - Ritzau Scanpix

Parkering

Dagen før gadefesten i den enkelte bydel indtræder et p-forbud inden for arrangementsområdet.

I anledning af Distortion lemper kommunen på reglerne for de berørte beboeres parkeringslicenser.

Det betyder, at beboere, hvis gader er spærret af, kan parkere i en nabobydel. Vesterbro-borgere kan således parkere i p-licenszone Valby, beboere på Nørrebro kan parkere i i P-licenszone Indre Østerbro og Ydre Nørrebro.

Lempelsen gælder på Nørrebro tirsdag den 29/5 kl. 16.00 til den 31/5 kl. 09.00, og Vesterbro den 30/5 kl. 16.00 til den 1/6 kl. 09.00.

Beboere på Vesterbro kan få rabat hos Q-park Vesterpark fra den 30. maj klokken 12.00 til 1. juni klokken 12.00.

Kilde: Distortion og Københavns Kommune
Der er gang i gaden under Distortion, men festerne på Nørrebro og Vesterbro slukker klokken 22.00 - og så skal der være ro, og folk skal forlade området, så der kan blive ryddet op. 
Der er gang i gaden under Distortion, men festerne på Nørrebro og Vesterbro slukker klokken 22.00 - og så skal der være ro, og folk skal forlade området, så der kan blive ryddet op. 
Foto: Sara Gangsted - Ritzau Scanpix

Støj

Koncerter og fester på Nørrebro og Vesterbro foregår mellem 16.00 og 22.00 henholdsvis den 30. og den 1. På Rådhuspladsen bliver festen ved indtil klokken 01.00.

Derudover vil der være lydprøver op opsætning fra klokken fem om morgenen inden dagens arrangement.

Teknik- og Miljøforvaltningen har støjvagter på arbejde, der tjekker, at det tilladte støjniveau ikke bliver overskredet, og at festerne lukker ned til aftalt tid. 

Hvis man er generet af støj fra koncerterne, kan man ringe direkte til støjvagten på tlf. 26 86 58 27 i den periode, hvor Distortions gadefester står på.

Kilde: Københavns Kommune.
Københavns Kommune starter oprydningen umiddelbart efter festerne er slut. Ser du skrald i gaden dagen efter, så giv kommunen et kald.
Københavns Kommune starter oprydningen umiddelbart efter festerne er slut. Ser du skrald i gaden dagen efter, så giv kommunen et kald.
Foto: Thomas Lekfeld - Ritzau Scanpix

Oprydning

Når festerne på Vesterbro og Nørrebro slutter, går Københavns Kommune renholdsteam i sving, så byen bliver ren og pæn så hurtigt som muligt.

Man starter med de store gader, så busserne og de travleste cykelstierne kan være klar til brug næste morgen klokken 07.00. Det bliver en intensiv omgang, så derfor har kommunen en opfordring til beboerne:

"Det kan desværre ikke undgå at støje noget, og det kan derfor være en god ide at lukke vinduerne om natten, så man bliver forstyrret mindst muligt".

Er der steder, hvor der stadig ligger skrald, når der er blevet ryddet op efter Distortion, kan man ringe til Distortions beboertelefon på tlf. 71 96 02 05.

Kilde: Københavns Kommune

Hvis du har spørgsmål eller anden form for henvendelse vedrørende Distortion kan du kontakte beboer-informationsgruppen på: beboer@cphdistortion.dk  eller på telefon 71 96 02 05​. 

 
 
Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik