Dragør ligger tæt på København, men er alligevel afskåret på grund af den ringe offentlige trafik, mener flere partier. Men hvordan skal det løses? Du kan stemme på din favoritkandidat den 21. november. Foto: Brian Bergmann / Scanpix

Disse tre sager afgør valget i Dragør

Få overblikket over de vigtigste, politiske sager i Dragør lige her.

Kommunalvalget er over os, og inden længe skal du være med til at beslutte, hvem der får stolene i kommunalbestyrelsen i Dragør.

Vi har samlet de tre sager, der diskuteres mest højlydt og splitter politikerne mest.

Måske det giver dig en bedre idé om, hvor du skal sætte din stemme på valgdagen den 21. november.

Disse sager afgør valget:

  1. I den lille kommune Dragør går snakken om den ringe offentlige transport til især metroen. S, V og DF er fortalere for at arbejde på selvkørende busser, mens LA finder det urealistisk. Liberal Alliance mener ligesom Tværpolitisk Forening at en ringbus til metroen er vejen frem, mens K kæmper for at opgradere Kystvejen til lufthavnen. Partiernes busidéer spændes ben for af nabokommunen Tårnby, der nægter at hoste op, selvom busserne skal stoppe i kommunen.
     
  2. Der er for mange elever i Dragørs klasselokaler, mener næsten samtlige partier. Men det store samtaleemne er inklusionsbørn. Både S, V og K synes, at der bruges nok ressourcer på inklusionsbørn. SF derimod vil åbne særlige klasser til inklusionsbørn, og også Rad. Ven. vil bruge flere penge på området.
     
  3. Flygtningene i Dragør bor i en lille containerby. En god midlertidig løsning, mener de borgerlige politikere og S. Det har været på tale at placere flygtningene i parcelhuse, men det sender et forkert signal og gør naboerne utrygge, mener partierne. Tværpolitisk Forening kalder pavillonerne for en “ghettoby”, og er enig med SF og Rad. Ven. om, at flygtningene burde bo i lejede huse i stedet. Det er både billigere og bedre for integrationen, mener de.

 TV 2 Lorry besøger Dragør Skole den 9. november, hvor vi holder valgdebat, der også sendes live på Lorry+. Du kan være med og lære politikerne i Dragør bedre at kende. Læs mere her

Læs også Her er der valgdebatter i Dragør Kommune