Metrobyggeri i København Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

Disse farlige forhold har Metrocityringen fået bøde for

Det har kostet en million ekstra at lave metroen i København. Så meget har Metroselskabet nemlig måtte betale i bøde til Arbejdstilsynet.

Sidste år afslørede Arbejdstilsynet 240 tilfælde af brud på arbejdsmiljøloven på metrocityring i København, viser en opgørelse fra Arbejdstilsynet, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i. Og siden arbejdets begyndelse i 2011 har Arbejdstilsynet konstateret brud på arbejdsmiljøloven på Metrocityringen over 1.000 gange.

Et fald på cirka 6,5 meter til underliggende niveau bestående af stilladsdæk og opravende stilladssøjler kan medføre alvorlig personskade og i værste tilfælde med dødelig udgang.

Arbejdstilsynet

Overtrædelserne udløste bøder på i alt 965.000 kroner, og beløbet vil formentlig vokse betragteligt efterhånden som sagerne fra sidste år bliver afgjort i løbet af 2017.

Her kan du se nogle af de farlige situationer på metroen, som Arbejdstilsynet har givet påbud, strakspåbud og forbud for i 2016:

Den 13. januar 2016 besøger Arbejdstilsynet byggepladsen ved Nørrebros Runddel, hvor to arbejdere står på et stillads cirka 6,5 meter oppe. De er i gang med at tage imod et bundt armeringsjern, som bliver hejst ned igennem en skakt. 

Læs også Metroarbejdere presses af fyringer: "Det er psykologisk terror"

Arbejderne er ikke sikret med faldsikringsudstyr, selv om de er trådt op på knælisten på stilladset for at tage fat om armeringsjernet med begge hænder.

Tilsynet giver hovedentreprenøren på metrobyggeriet, Copenhagen Metro Team (CMT), et forbud mod at fortsætte arbejdet, indtil sikkerheden er kommet i orden.

- Et fald på cirka 6,5 meter til underliggende niveau bestående af stilladsdæk og opravende stilladssøjler kan medføre alvorlig personskade og i værste tilfælde med dødelig udgang, skriver Arbejdstilsynet i sin afgørelse.

Læs også Kabell dumper havnetunnellen: Vil hellere have mere metro

Nedstyrtningsfare

Under et besøg på byggepladsen ved Københavns Hovedbanegård 12. april sidste år får tilsynet øje på flere ansatte, som går rundt på en 1 meter bred jernkonstruktion 8-10 meter over gulvet. De har sikkerhedsliner på, men de er ikke sikret korrekt.

På et stykke af jernkonstruktionen må arbejderne afsikre sig for at passere. Her er der "direkte nedstyrtnngsfare", og også her er der risiko for ulykke med dødelig udgang, skriver Arbejdstilsynet i sin rapport. 

Læs også Millionerne ruller ind i Metroselskabet

For lang tid i trange kår

Ved et besøg på byggepladsen ved Marmorkirken 1. februar sidste år giver Arbejdstilsynet et strakspåbud til CMT. Ifølge tilsynet er der nemlig stor fare for, at opgaven med at binde armeringsjern kan ende i en ulykke.

For at komme fra sted til sted skal de ansatte kravle på hænder og knæ mellem to lag af armeringsjern, hvor der kun er 50 centimeter imellem. Flere af arbejderne skal kravle cirka 30 meter, hvilket tager cirka syv minutter.

De ansatte skal klemme sig op igennem et hul på 36 X 28 centimeter for at forlade hullet. Den enkelte arbejder arbejder inde i armeringsnettet i mindst tre timer i træk.

Arbejdstilsynet kritiserer de trange arbejdsforhold, og at det vil tage lang tid at komme ud af armeringsnettet i tilfælde af en faresituation. Ifølge tilsynet kunne ingen på byggepladsen sige med sikkerhed, hvorvidt det er muligt at skære igennem 12-16 armeringsstænger for at nå frem til en arbejder med et ildebefindende.