Direktør i modvind efter livsfarlig eksplosion på affaldscenter

Det kunne være gået helt galt, da en kedel eksploderede på Amager Ressourcecenter. Ulykken skete efter et kommunikationssvigt.

Bestyrelsen bag Amager Ressourcecenter langer hårdt ud efter selskabets direktør. Ifølge Jyllands-Posten møder Ulla Røttger massiv kritik for en livsfarlig eksplosion på anlægget og for ikke at informere sin bestyrelse om det.

- Det er simpelthen fuldstændigt uacceptabelt. Og det er noget, som vi må have en drøftelse af i bestyrelsen, siger bestyrelsesformand Lars Weiss. 

Ulykke kunne have kostet menneskeliv

Den 15. februar eksploderede en kedel på Amager Ressourcecenters gamle forbrændingsanlæg, som efter planen skal erstattes af det nye Amager Bakke senere i år. Ifølge Jyllands-Posten var det et rør med cirka 250 grader varmt vand, der sprang inde i en af kedlerne under højt tryk. Det betød, at kedlen revnede, så damp, støv og isoleringsmateriale blev blæst ud i hele ovnhallen. Ingen kom til skade, men ulykken kunne have kostet menneskeliv.

I en intern orientering, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, forklarer energichef Dan Fredskov, at ulykken skete efter et kommunikationssvigt.

- Det rør, der havde bruddet var tyndslidt og burde have været udskiftet. Det vidste vi desværre godt, idet det blev konstateret ved den sidste revision. Desværre blev den viden glemt i forbindelse med de mange forlængelser af driften af det gamle anlæg, kombineret med personalerokader og udskiftning af personale, står der i orienteringen.

Estimater slog fejl

Eksplosionen kommer efter en problemfyldt periode for Ulla Røttger. I foråret 2016 blev det konstateret, at Amager Bakke stod til at tabe 1,9 mia. kr., fordi affaldsdirektørens estimater for affaldsmængderne slog fejl. Politikerne i de fem ejerkommuner vedtog i efteråret en økonomisk redningsplan, som betyder, at der skal sejles mere end 100.000 ton affald til Amager hvert år. Efterfølgende har direktøren mødt hård kritik for sin rolle i forløbet.

Og nu stiger presset på Ulla Røttger igen. Bestyrelsesformanden er langt fra tilfreds med ledelsens håndtering af den farlige eksplosion, der har sat en fjerdedel af det gamle værk ud af drift for bestandig.

- Jeg er meget overrasket og forundret over at blive orienteret om en så alvorlig hændelse gennem pressen. Jeg har bedt om, at direktionen øjeblikkeligt orienterer den samlede bestyrelse om, hvad det er for en hændelse, siger Lars Weiss til Jyllands-Posten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ulla Røttger. Energichef Dan Fredskov lægger sig fladt ned og beklager, at det kunne ske.

- Det er en menneskelig fejl, som er sket her, siger han til Jyllands-Posten.

Fakta om Amager Ressourcecenter (ARC):

ARC er et fælleskommunalt selskab ejet af Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby kommuner. 

Bestyrelsen består af seks medlemmer, hvoraf Københavns Kommune udpeger to medlemmer, og hver af de øvrige kommuner udpeger et medlem.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik