Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

Din pladsbillet i toget er værdiløs

DSB's mange togaflysninger betyder også, at pladsreservationer vil være ugyldige.

Selvom du allerede har sikret dig en siddeplads i form af en pladsbillet til et DSB-tog i juledagene, er der en overhængende fare for, at du alligevel ender med at stå op hele vejen hjem.
      Det skyldes, at DSB, samtidig med at selskabet aflyser halvdelen af de kommende dages togafgange grundet værkstedsarbejdernes strejke, også har valgt at suspendere alle pladsreservationer på samtlige afgange.
      - Passagererne kan ikke være sikre på, at deres plads gælder, da halvdelen af togene vil være aflyst.
      - Det vil sige, at hvis man har pladsbillet til et af de tog, som er aflyst, så gælder pladsreservationen desværre ikke, siger DSB's trafikinformationschef, Tony Bispeskov, til Danmarks Radio.
      Tony Bispeskov tror ikke på, at det bliver muligt at reservere billetter inden jul.
      - Vi prøver at gøre det så godt som overhovedet muligt, men vi står desværre i en situation, som er stærkt kritisk i forhold til at komme frem, siger han til Danmarks Radio.
      Du kan følge med i nødkøreplaner og ændringer i togtrafikken på dsb.dk. Kunder, der ikke ønsker at rejse alligevel, kan få pengene for billetter og periodekort betalt tilbage uden gebyr. Det gælder også DSB Orange- og Print Selv-billetter.