Begyndelsen på farvel til diesel i Københavns busser

Københavnske busser på biobrændstof vil give ren luft på bekostning af regnskov, mener Det Økologiske Råd. Radikale Venstre er klar med nyt forslag.

Opdatering: Forslaget er torsdag blevet behandlet i Københavns Borgerrepræsentation. Her stemte alle partier for at benytte brændstoffet GTL, der ikke indholder restprodukter fra palmeolie

For at sikre renere luft i Hovedstaden, skal busserne nu køre på biobrændstof frem for diesel. 

Sådan lyder det i et notat fra Økonomiforvaltningen om mulighederne af at udskifte brugen af diesel med det biobaserede brændstof HVO i alle Movias busser i København.

Og det er planer, der vækker bekymring hos Det Økologiske Råd. Ifølge dem, indeholder det biobaserede brændstof nemlig rester fra palmeolie, der produceres med store konsekvenser for regnskoven i mange udviklingslande. 

- Vi vil meget gerne skifte forurenende diesel ud, men ikke med noget, som vi ved forårsager rydning af følsomme naturområder, og som har en markant forøget CO2-effekt, når man regner alt med, siger Jeppe Juul, der er ekspert på energi- og transport i Det Økologiske Råd. 

Han understreger, at udskiftningen ikke kun vil koste dyrt for regnskov og dyreliv, men også i kroner og øre. Ifølge ham, er brændstoffet helt op til 23 gange dyrere end eksempelvis syntetisk diesel, der er lavet på naturgas. 

Renere luft uden brug af palmeolie

For at københavnerne kan få renere luft, uden at skade regnskoven, kommer Radikale Venstre nu med et ændringsforslag til forvaltningens planer. 

Forslaget går på, at man i stedet for det biobaserede brændstof HVO, udskifter diesel til det naturgasbaserede brændstof GTL, der ikke indholder restprodukter fra palmeolie, men giver samme reduktion af sundhedsskadelige partikler i Movias busser. 

- Det er altafgørende at luftkvaliteten i København forbedres, men det er selvfølgelig klart, at vi ikke kan acceptere brugen af brændstoffer, der eksempelvis indholder palmeolie. København bliver ikke en grøn kommune af at bidrage til nedfældning af verdens regnskove, udtaler Mette Annelie Rasmussen, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Radikale Venstre. 

En mere økonomisk løsning

Ud over at det skåner regnskoven, så er der også en anden stor fordel ved brugen af det naturgasbaserede brændstof GTL. 

Sådan lyder et af argumenterne fra Radikale Venstre, der peger på, at prisen på GTL-brændstof er langt billigere end HVO. 

Ifølge en beregning fra partiet vil et skifte til GTL på busserne frem til 2029 koste under 9 millioner kroner, hvorimod en udskiftning til HVO i samme periode, vil koste mere end 210 millioner kroner. 

Det dreje sig i alt om 261 busser, som altså ikke fremover skal køre på traditionel diesel. 

Radikale Venstres ændringsforslag blev torsdag aften stemt igennem af samtlige partier i Københavns Borgerrepræsentation.

Inden det bliver endeligt, skal politikerne beslutte at bruge penge på det i forhandlingen af budgettet for 2019.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik