Foto: TV2/Lorry

DHF afviser Parken som EM-hal i 2014

Dansk Håndbold Forbunds arrangementschef skrotter Parken som hjemmebane ved en større håndboldslutrunde.

Det danske herrelandshold i håndbold kommer ikke til at spille i Parken, når Danmark i 2014 skal være vært for EM.
Det konkluderer Dansk Håndbold Forbunds næstformand og arrangementschef Per Bertelsen efter at have overværet den afgørende DM-finale mellem AG København og Bjerringbro-Silkeborg.
- Med det koncept vi kører, vil vi ikke kunne sælge det produkt, som AG København leverede i Parken. Det kan vi ikke byde publikum, så Parken vil ikke være et umiddelbart bud for os til kommende EM- eller VM-slutrunder, siger Per Bertelsen til tv2sport.dk.
Han henviser til, at mange tilskuere dårligt kunne se, hvad der foregik på banen, og at man i forbundet prioriterer håndbolden højere end showet.
- Når man kun kan se fra brystkassen og op på nogle spillere og en gang imellem kan se, at de får en bold i højt leje, men man hverken kan se streger eller høre dommeren fløjte, så fungerer tingene ikke, siger han.
Per Bertelsen understreger dog, at han kun forholder sig til Parken som EM-spillested og ikke til AG Københavns arrangement som sådan.
- Det var rigtigt flot, det AG København har gjort, og jeg har dyb respekt for det, siger han.