DF'er i strid modvind efter IS-kommentar på Twitter

DF'er fra Gladsaxe kæder ramadan sammen med terrororganisationen IS i net-debat med tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic.

Gladsaxes folketingskandidat Kristian Tørning fra Dansk Folkeparti udsættes for kritik efter en meningsudveksling med debattør Özlem Cekic.

Efter længere tids skriverier på sociale medier, kulminerede diskussionen torsdag, da Özlem Cekic spurgte, om hun måtte invitere sig selv på en dialogkaffe hos Kristian Tørning. Til det svarede han:

'Det kunne jeg aldrig drømme om, men det slår mig, at du holder ramadanmiddag - ganske som de gør i Islamisk Stat - ikke?'

Den kommentar har flere fået galt i halsen, og Dansk Folkepartis partitop tager nu afstand fra Kristian Tørnings udtalelser.

- Det mener vi bestemt er forkert. Man skal ikke på nogen måde kæde hendes navn, eller andres navne, sammen med  IS. Det er der ikke noget grundlag for. Og det tager vi selvfølgelig afstand fra, siger Poul Lindholm Nielsen, der er partisekretær i Dansk Folkeparti til TV 2 Lorry. 

Özlem Cekic, der er tidligere folketingsmedlem for SF, er overrasket over den noget bizarre kommentar fra Kristian Tørning.

- Jeg synes, det er rigtig grotesk, at man laver en sammenligning og en parallel mellem ramadan, som nogenlunde er det, der svarer til jul, og så terrorisme. Det synes jeg er rigtig, rigtig voldsomt, siger Özlem Cekic til TV 2 Lorry.

De sidste ti år har Dansk Folkeparti smidt i alt 15 medlemmer ud af partiet efter kontroversielle udtalelser. Skæbnen for Kristian Tørning i Dansk Folkeparti er endnu ikke besluttet.

- Det er klart, at det giver anledning til at vi må have en snak med Kristian Tørning. Mere kan jeg ikke sige på nuværende  tidspunkt, siger Poul Lindholm Nielsen til TV 2 Lorry.

Kristian Tørning er til daglig lektor ved Danmarks Journalisthøjskole, hvor han underviser og forsker. TV 2 Lorry har fredag forsøgt at kontakte ham via sms, opkald og mail, men han har ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Skulle Kristian Tørning skifte mening i forhold til en kop dialogkaffe, står Özlem Cekics inbydelse stadig åben.

- Jeg har tilbudt ham, ligesom jeg tilbyder alle andre, der sender hademails til mig, som starter med perker, luder og terrorist, at jeg kan komme forbi til en kop dialogkaffe. Jeg tager gerne kaffen med. Jeg vil enormt gerne forstå, hvad det er, der gør, at vi har behov for på den måde at dæmonisere hinanden, siger hun til TV 2 Lorry. 
 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik