Foto: Scanpix

DF vil tage statsborgerskab fra bandemedlemmer

DF tilslutter sig Socialdemokratiets kritik af regeringen for at være for passiv over for banderne.

Domstolene er for slappe, lovgivningen er ikke stram nok, og regeringen ser til, at indvandrerbanderne styrer København.

Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkeparti, der ifølge udlændingeordfører Martin Henriksen er helt enig med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der anklager regeringen for passivitet.

Det skriver Ritzau.

Læs også Mette Frederiksen angriber regeringen i bandekonflikt

Henriksen vil have både justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på banen.

- Det er i høj grad indvandrere, der er tale om, siger Martin Henriksen.

- Vi vil gerne kigge på et forbud mod indvandrerbander, så alene det at være tilknyttet en bande kan straffes med for eksempel udvisning.

Læs også Politiet indsætter fly over København for anden aften i træk

- Og vi vil også gerne kigge på muligheden for at fratage statsborgerskab, hvis man bliver dømt for kriminalitet, der er relateret til bandeaktiviteter.

Bandekonflikten i København er eskaleret de seneste uger. To tilfældige unge mænd uden relationer til bander er blandt dem, der er blevet ramt af skud. Det har fået politiet til at opfordre unge mænd til at passe på.

/ritzau/