DF vil have Staffordshire bull terrier forbudt

Regeringen er parat til at forbyde 13 hunderacer efter flere eksempler på angreb mod mennesker og dyr. Oprindeligt var 14 hunde på listen, men racen Staffordshire bull terrier røg af listen under behandlingen i Justitsministeriets Udvalg om hunde. Det forstår de ikke i Dansk Folkeparti, oplyser nyhederne.tv2.dk.

"Vi undrer os over, at de har taget den af listen. En hund af den race gik i benet på en hest ved Holstebro og skambed den. Så det vil jeg tage op med justitsministeren," siger partiets dyrevelfærdsordfører Marlene Harpsøe til nyhederne.tv2.dk.
Årsagen til Staffordshire bull terrierens forfremmelse til det fine selskab er, at seks ud af udvalgets ni medlemmer ikke betragter racen som en kamphund.
"Det skyldes dels, at racen i mange år er blevet avlet til familiehund, så dens egenskaber i dag ikke er meget anderledes end andre terrieres, dels at den ikke bliver ret stor," hedder det i udvalgets betænkning.
Men selvom eksperterne har givet Staffordshire bull terrieren rang af uskyldig familiehund, kan den ikke vide sig sikker. For Dansk Folkeparti sidder på de afgørende stemmer, der sikrer regeringen dens flertal, og støttepartiet har før taget sig godt betalt for at stemme for et forslag.