Foto: Mathias Løvgreen Bojesen - Scanpix

DF var efter Carl Holst: Nu hæver eks-borgmester en halv million

DF var ude med riven efter den daværende regionsrådsformand Carl Holst, da han tog imod eftervederlag. Nu får den tidligere DF-borgmester Carl Christian Ebbesen også dobbeltløn.

Den tidligere kultur- og fritidsborgmester i København, Carl Christian Ebbesen, DF, får over de næste seks måneder udbetalt 501.896 kroner.

Pengene er såkaldt eftervederlag - altså en løn man får, efter man har fratrådt sin stilling. Men Carl Christian Ebbesen har allerede fået nyt job som økonomisk sekretær i Dansk Folkepartis landsorganisation på Christiansborg. Dermed får han det næste halve år dobbeltløn, skriver DR.

 

Læs også Afgået DF-borgmester takker nej til eftervederlag

 

I 2015 haglede kritikken ellers ned over Carl Holst, Venstre, da han modtog eftervederlag for sin stilling som regionsrådsformand i Region Syddanmark, samtidig med at han fik løn som forsvarsminister. 

Læs også Fem afgående borgmestre trækker fire millioner i eftervederlag

Dansk Folkeparti var dengang en af de skarpeste kritikere, skriver DR.

- Tanken med eftervederlaget er ikke rigtig opfyldt. Tanken er, at man har en periode, hvor man kan finde et nyt job, når man skal ”resocialiseres” efter at have været politiker, sagde Kristian Thulesen Dahl i 2015 ifølge DR.

Hverken Carl Christian Ebbesen eller Kristian Thulesen Dahl ønsker at udtale sig til DR.

Reglerne for eftervederlag er fastsat af Indenrigsministeriet.

Morten Kabell i intern stridighed

Den tidligere teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell, Enhedlisten, vil ligeledes modtage eftervederlag, selvom han har fået et nyt job som chef i en privat virksomhed.

Han kom i fedtefadet i sit eget parti, hvor medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse, Vibeke Syppli Enrum, har opfordret ham til at takke nej til eftervederlaget. 

- Det gør man, hvis man er socialist, sagde hun til TV2 Lorry.

Enhedslisten vil fremsætte et forslag i Folketinget, som lægger op til, at politikere både i regioner og i kommuner bliver fuldt modregnet i eftervederlaget, hvis de har andre indtægter. 

Læs også Ballade om Kabells dobbeltløn: "Han bør frasige sig pengene"

00:40 Luk video

EL i København vil ændre reglerne

Hos Enhedslistens Københavnsbestyrelse siger Karina Vestergaard Madsen, der er gruppeformand, at der formodentlig er nye regler på vej i hovedstaden, lige meget hvad man beslutter på Christiansborg: 

- Københavnsbestyrelsen har besluttet, at man på den generalforsamling stiller forslag om at ændre reglerne for modtagelse af eftervederlag. 

Det vil betyde, at Enhedslistens borgmestre i fremtiden ikke, som det er i dag, kan få eftervederlag på en halv million - samtidig med at man går direkte ud og får en direktørløn. 

Læs også Enhedslisten i København: Vi vil lukke hullet med eftervederlag