Meningen var, at au pair-ordningen skulle fungere som kulturudveksling, men virkeligheden er i flere tilfælde en anden.
Sort arbejde og illegale ophold i Danmark efter aftalens udløb er virkeligheden for flere hundrede au pairs, fortalte Jyllands-Posten pinsedag.
Vi har tidligere strammet op, og med oplysningerne om sort arbejde og illegale ophold er der meget, der taler for, at ordninger ikke fungerer
Det får nu ikke blot SF, men også Dansk Folkeparti til at overveje ordningens fremtid.
- Vi nærmer os den konklusion, at ordningen skal afskaffes. Vi har tidligere strammet op, og med oplysningerne om sort arbejde og illegale ophold er der meget, der taler for, at ordninger ikke fungerer, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen til Jyllands-Posten 2. pinsedag.
SF vil slå sømmet i ligkisten
Ifølge SFs beskæftigelsesordfører Karsten Hønge er det ”på høje tid at slå sømmet i ligkisten” på ordningen.
- Den antager karakter af underbetalt udenlandsk arbejde, og der er tydeligvis ikke meget kulturudveksling i det, siger han til avisen.
Regeringen har dog ingen planer om at afskaffe ordningen, oplyser udlændingeminister Inger Støjberg til avisen.
Flest filippinere
Au pair-ordningen i 2015 bragte 1.624 personer til Danmark. Heraf var 81 procent af dem fra Filippinerne.
Det er særligt kommuner som Gentofte og Rudersdal, der har mange au pairs. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2. kvartal 2015 boede 1.148 personer med filippinsk oprindelse i Gentofte, mens der i Lejre blot boede 15.