Foto: Scanpix

DF kræver Pape på banen efter kritik af rigspolitichef

Det er justitsministeren, som skal kritiseres, hvis politiet mangler ressourcer, mener Peter Kofod Poulsen.

​Kritikken falder det forkerte sted, når den rettes mod rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i forbindelse med den verserende bandekonflikt i København.

Den skal rettes mod justitsminister Søren Pape Poulsen (K). 

Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, efter at Pape tirsdag har udtrykt fuld tillid til rigspolitichefen.

- Rigspolitichefen er en embedsmand, der leverer det, som Justitsministeriet og justitsministeren ønsker, at der leveres. 

- Ansvaret ligger ét sted, og det er på ministerkontoret. Kritikken skal rettes mod Pape. Det er ham, der er chefen, siger Kofod Poulsen. 

Læs også Rigspolitichef: Jeg har ikke lagt skjul på at vi er presset

Senest har tillidsfolk fra Københavns Politi kritiseret Højbjerg. 

De har meldt ud, at tilliden til rigspolitichefen er væk, fordi Højbjerg ifølge tillidsfolkene har udtalt, at politiet er rustet til at klare bandekonflikten. Men det er politiet ikke, lyder det fra tillidsfolkene.

- Pape skal tage ansvar for situationen i dansk politi lige nu. Det er ikke et optimistisk rosenrødt billede, der står tilbage. 

- Jeg taler med menige betjente, og kritikken fra deres side er rimelig. Politiet kører på pumperne, siger Kofod Poulsen.

Onsdag har Pape indkaldt forligspartierne bag politiaftalen til møde om indsatsen over for bander. Det sker efter flere skyderier, hvor tilfældige er blevet ramt.

- Jeg forventer, at både Pape og rigspolitichefen forholder sig til de kritikpunkter, der er blevet rejst. Vi skal have en detaljeret gennemgang af situationen.

- Hvor hurtigt løber politiet nu? Hvad prioriteres bort? Det skal vi have et retvisende billede af. 

Læs også Koldt og kynisk: Sådan rekrutterer banderne ensomme drenge

- Man kan ikke sige, at vores unge mennesker skal passe på og på samme tid sige, at der er styr på situationen, siger Kofod Poulsen.

Det er regeringen, DF og Socialdemokratiet, der står bag politiaftalen. Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, ønsker ikke at udtale sig om Papes forsvar af rigspolitichefen.

- Deltager ikke i diskussioner om embedsfolk i medierne, skriver hun i en sms.

Tillidsfolkene er utilfredse med, at rigspolitichefen ikke klart nok understreger, at en effektiv indsats på bandeområdet vil betyde, at politiet må nedprioritere andre områder.

/ritzau/

Læs også Politiet til unge mænd på Nørrebro: Pas godt på jer selv