DF klandrer rød plan om borgmesterpost

Det er grotesk, at rød blok vil forhindre Dansk Folkeparti i at få integrationsborgmesterposten i København, mener DF's gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.

Det tyder på politisk frygt, at Socialdemokraterne, SF, De
Radikale og Enhedslisten i København prøver at stoppe Dansk
Folkepartis spidskandidat, Carl Christian Ebbesen, i at blive
byens nye integrationsborgmester.
Det siger DF's gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl.
- Det er grotesk og minder om den berøringsangst,
venstrefløjen havde i skikkelse af (statsminister) Poul Nyrup
Rasmussen i 1999, da han sagde, at vi ikke var stuerene. Det
skriger til himlen, at det flertal i København, der ikke har
fået integrationen til at virke, bliver fuldstændig febrilske
ved tanken om, at der kommer nogen på den post, som i højere
grad vil stille krav til indvandrerne, siger Kristian Thulesen
Dahl.
Spørgsmål: Er det ikke et problem i København med mange
indvandrere, at jeres holdninger ligger så langt fra et stort
mindretal af befolkningen?
- Det handler ret beset om at få integrationen til at virke,
så København igen kommer til at fungere som en mere normal
hovedstad. Partierne burde hellere forholde sig til, hvilke af
de redskaber de har brugt, der har spillet fallit, siger han.
Kristian Thulesen Dahl erkender, at valgnatten er "de lange
knives nat", da alle kneb gælder.
- Det pudsige er, at man går efter en post, som normalt ikke
er attraktiv, for at holde andre ude. Venstrefløjen på rådhuset
bekender fuld kulør, når det er bedre med Enhedslisten på
posten. Enhedslisten har haft meget tæt berøring med autonome og
grupper, der bekæmpede politiet ved Ungdomshuset, siger han.
/ritzau/