DF-formand i København: "Min tillid til Rudaizky er enorm"

Formanden for DF i København bakker Finn Rudaizky op, selvom han er blevet smidt ud af Borgerrepræsentationen for at have lækket fortrolige oplysninger.

Finn Rudaizky er blevet straffet af Valgbarhedsnævnet for at have lækket fortrolige oplysninger.

Politikeren fra Dansk Folkeparti kan derfor ikke længere sidde i Københavns Borgerrepræsentation eller i Regionsrådet i Region Hovedstaden.

- Det er nyt for mig, jeg har først fået det at vide i dag, og jeg vil gerne bruge noget tid på at sætte mig ind i, hvorfor valgbarhedsnævnet har truffet denne beslutning, lyder det fra Jens Vornøe, der er formand for Dansk Folkepartis lokalforening i København.

Fortrolige oplysninger 

Finn Rudaizky blev i februar idømt en bøde på 10.000 kroner for at have lækket fortrolige oplysninger til journalister om terroristen Omar Abdul Hamid el-Hussein og dennes familie umiddelbart efter hans angreb mod Krudttønden og synagogen i København i 2014.

Finn Rudaizky har selv erkendt, at han efter aftale med en journalist fra BT først stillede en række spørgsmål om Omar el-Husseins private forhold til blandt andet kommunens socialforvaltning, hvorefter han videregav svarene til først BT og siden Berlingske.

Han mener dog ikke, at oplysningerne burde have været omfattet af tavshedspligt, og det synspunkt deler Dansk Folkepartis lokalformand i København.

 - Jeg bakkede ham op i den sag. Jeg synes ikke, det var rimeligt, at han fik den bøde, lyder det fra Jens Vornøe. 

Opbakning fra lokalformand

Det er på baggrund af dommen i februar, at Valgbarhedsnævnet nu tvinger Finn Rudaizky ud af Borgerrepræsentationen i København og Regionsrådet i Region Hovedstaden.

- Umiddelbart synes jeg, det lyder som en voldsom beslutning, lyder det fra lokalformanden i København.

Står det til Finn Rudaizky, bliver udelukkelsen dog kun midlertidig. Han agter nemlig at stille op ved de kommende valg til kommuner og regioner til efteråret. Det kræver dog lokalforeningens opbakning.

- Det er uklart for mig, om Valgbarhedsnævnets afgørelse har en betydning for, om Finn kan stille op. Men min tillid til Finn er enorm, han er en dygtig kandidat. Jeg bakker ham op, hvis det er muligt for ham at stille op til efteråret, afslutter Jens Vornøe.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik