DF: Folk i velhaverkommuner skal betale mere i skat

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti - skatten skal op i de rige kommuner omkring København. Foto: Steen Brogaard

DF-formanden vil have skatten op i rige kommuner - og ned i de fattige

Den gennemsnitlige borger i Gentofte, Hørsholm og Rudersdal tjener godt. Og de får lov til at beholde en hel del af deres indtægt, for de bor i kommuner, hvor skatten er lav. Omvendt ser det ud i andre kommuner i det såkaldte "udkantsdanmark" - hvor indtægterne er lavere - her skal folk betale en langt større del af deres indtægt i kommuneskat.

Det vil DFs formand, Kristian Thulesen Dahl nu have lavet om på. I dagens udgave af BT varsler DF-formanden et opgør om kommuneskatterne.

-Vi har indrettet os mærkeligt, for ni af de ti kommuner, de har den laveste kommunalskatteprocent, ligger lige omkring hovedstaden, hvor borgerne tjener flest penge. Mens vi finder de højeste skatteprocenter i kommuner som Lolland og Langeland. I de kommuner er der desværre mange, der ikke tjener ret meget eller er på overførselsindkomst, siger Kristian Thulesen Dahl til B.T.

Partiformanden mener, at kommuneksatten skal være ensartet over hele landet - det vil sige, at i de rige kommuner skal borgerne betale mere - og i de fattige skal man betale mindre.

Venstre afviser

Venstres finansordfører Jacob Jensen afviser dog Kristian Thulesen Dahls udspil. Han peger på, at der er kommunalt selvstyre og dertil understreger han, at den kommunale udligningsordning netop sender penge fra rige kommuner til fattige.

-Udligningsordningen er der netop for at jævne ud, fordi der er store forskelle i indtægtsgrundlaget. Vi prøver også at udligne forskellen mellem hovedstadskommunerne og provinsen med en ny planlov og udflytning af statslige arbejdspladser, siger han til BT.

De rige - og de fattige

I Rudersdal Kommune betaler borgerne 22,5 procent i kommuneskat
I Gentofte Kommune betaler borgerne 22,8 procent
og i Hørsholm Kommune er skatten 23,2 procent.

Til sammenligning betaler borgerne i Langeland Kommune 27, 8 procent i kommuneskat og borgerne i Lolland Kommune 27 procent i kommuneskat.

Kilde: Skatteministeriet.

 

Læs også Udligningskort: Så mange penge betaler eller modtager din kommune