Det skulle være så godt: Nu giver blødere vand ny udfordring

Borgerne i Brøndby kommer formentlig til at få flere huller i tænderne, fordi vandet er blevet gjort blødere.

Vaskemaskinerne kan holde længere, brugen af vaskemiddel kan halveres – og nok så vigtigt: Man slipper for at bruge så lang tid på at gøre rent, fordi der er ikke er genstridige kalkaflejringer.

Listen over fordele ved at blødgøre vandet og dermed fjerne meget af kalken, sådan som HOFOR barsler med at gøre det i Brøndby, er faktisk endnu længere.

Men nu har det også vist sig, at der er en sundhedsmæssig ulempe ved projektet.

quote Selv hvis der kommer 25 % flere huler i tænderne vil det være markant og aldeles uønsket

Erik Arvin, professor emeritus, DTUs institut for vand og miljøteknologi

Giver flere huller i tænderne

Mindre kalk i vandet giver nemlig flere huller i tænderne, lyder advarslen fra Erik Arvin, professor emeritus ved DTUs institut for vand og miljøteknologi.

- Vi er usikre på hvor mange flere huller der vil komme. Hvis vi bruger data fra 2004 - det er godt nok 13 år siden - så vil der komme næsten 50 % flere huller i tænderne. Så mange kommer der ikke, for der er sket noget siden, men selv hvis der kommer 25 % flere huler i tænderne vil det være markant og aldeles uønsket, siger han til TV 2 Lorry.

Brøndby bliver den første kommune, der kan se frem til blødt vand, og kommunikationskonsulent i HOFOR, Marianne Nielsen oplyser, at vandet får en hårdhed på 10 dH - svarende til Vestjylland. Men netop Vestjylland har en kedelig plads i statistikken over huller i tænderne som følge af lavt indhold af både kalk og fluorid.

Ingen videnskabelig forklaring

Der findes ifølge Erik Arvin endnu ingen videnskabelig forklaring på det hårde vands beskyttende effekt, men statistikken taler sit eget tydelige sprog.

Formanden for teknik- og miljøudvalget i Brøndby, SF’eren Vagn Kjær-Hansen, vil følge udviklingen nøje, men mener fordelene langt overvejer ulemperne.

-  Det er en god ide at indføre blødere vand i Brøndby, for det har en hel masse miljøfordele. Det er blandt andet, at man skal bruge mindre vaskepulver, at vaskemaskinen holder længere og at man skal bruge mindre salt. Og så er der den lidt mere banale fordel, at man ikke skal vaske kalk af badeværelset så tit, siger han.

Brøndbyvester Vandværk var det første store vandværk i hovedstadsområdet, der fik et afkalkningsanlæg, men frem mod 2024 arbejder HOFOR på at gøre vandet blødere i hele forsyningsområdet, der foruden Brøndby omfatter København, Dragør, Hvidovre, Vallensbæk, Albertslund, Rødovre og Herlev.

Her er fordelene ved det blødere vand

  • Forlænger levetiden for vaskemaskiner med 5 år, halverer brugen af vaskepulver og forlænger levetiden for toiletter og varmtvandsbeholdere med 10 år.
  • Sparer tid, besvær og udgifter til at rengøre toilet, haner og bruserum for kalk.
  • Reducerer forbruget af rengøringsmidler, sæbe, shampoo og afkalkningsmidler med ca. 33 %.
  • Hindrer dryppende haner, løbende toiletter og belægninger i elkogere, vandrør og varmtvandsbeholdere, der reducerer forbruget af energi.
  • Gør vasketøjet blødere.
  • Sikrer lavere driftsomkostninger på blødgøringsanlæg til fællesvaskerier.
  • Gavner miljøet samlet set, selvom miljøbelastningen øges på vandværket, fordi miljøbelastning ved forbrug af vand mindskes markant.
  • Sparer miljøet for CO2, fordi renseanlægget bruger mindre energi på at fjerne fosfor fra sæbe og vaskepulver fra spildevandet.
  • Betyder måske en minimal øget risiko for huller i tænderne og knogleskørhed for udsatte grupper, men den videnskabelige evidens for det er ret svag. Hvis der er en forøget risiko, vil den under alle omstændigheder være højere ved at flytte til fx Silkeborg, end den vil være i hovedstadsområdet, når HOFORs blødgøringsprojekt får fuld effekt.
  • Sænker måske risikoen for børneeksem
  • Sparer en gennemsnitshusstand for cirka 500 kroner om året.

    Kilde: HOFOR

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik