Det summer af liv: Albertslund har gjort plads til bierne

Albertslund Kommune kan nu kalde sig for en såkaldt bivenlige kommune, efter at kommunen har dedikeret mere end 1.000 kvadratmeter blomstereng til bierne.

Bierne er truet, og derfor er der flere og flere der gør en indsats forbedre forholdene for bierne.

Heriblandt vestegns kommunen Albertslund, der forsøger at forsøde biernes levevilkår.

Kommunen har nemlig etableret en mark kun til ære for bierne. Der er tale om en 1,3 hektar mark, hvor der er plantet særlige bivenlige blomster.

Og når man som kommune planter mere end 1 hektar jord til bierne, kan man bryste sig af at være en såkaldt bivenlig kommune ifølge Danmarks Biavlerforening. Marken, der også kaldes for Hyldemarken, gør dermed Albertslund Kommune til en certificeret bivenlig kommune af Danmarks Biavlerforening. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- I Albertslund Kommune går vi op i biodiversitet, og at insekterne har en god fremtid. Derfor har vi sået lige under 1,5 hektar hjemmehørende blomster i Hyldemarken. Virkningen har været hurtig og stor, og det summer allerede af liv derude, siger Steen Christiansen, der er borgmester i Albertslund Kommune.

Det er ikke kun kommuner, der kan kalde sig for bivenlige. Fornyligt skrev vi om tre golfbaner, der ligeledes kan kalde sig for bivenlige. For golfbanernes varierede landskab og udsåning af blomster giver nye, forbedrede muligheder for de vilde bier.

Bivenlige kommuner gør en forskel

Det er ikke for sjov, at kommunen nu har valgt at dedikere en mark til bierne. Ifølge kommunen er værdien af de danske biers bestøvning af afgrøder i landbrug og frugtavl så stor, at den udgør 1 milliard kroner årligt.

Desuden har bierne også en stor betydning for naturens planter, haver og fugle. Men bierne har generelt trange kår disse tider. Der er nemlig en generel fødemangel, som gør det svært for bierne at finde føde. Og netop derfor mener kommunen, at det er vigtigt, at sikre bierne gode levevilkår.

- Naturen er vigtig for os, men også under pres. Insekterne mangler nemlig mad og hjem, og de er helt afgørende for vores klodes sundhed, siger Steen Christiansen.

Han opfordrer i øvrigt borgerne til at tage forbi den summende mark. Men selvom det kan være fristende at plukke de fine markblomster, skal man helst lade være for biernes skyld, lyder det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik