Det startede med et opslag. Nu står folk i kø for at donere fodboldtrøjer til grønlandske børn

Først var det målet at indsamle aflagte fodboldtrøjer til en gruppe grønlandske børn, men efter overvældende opbakning håber journalisten Michael Jeppesen nu på at sende en container med 1000 fodboldtrøjer til Nordøstgrønlandsk by.

Da Michael Jeppesen stod der i Intersport i Lyngby Storcenter og betragtede en fodboldtrøje med klubben FC Barcelonas emblem broderet på brystkassen af en mørkblå og bordeaux T-shirt af mærket Nike og ikke mindst prisskiltet i trøjens krave, nåede han efter nogle overvejelser den rationelle konklusion, at en sådan trøje, materialet og dens formgivende kompleksitet taget i betragtning, på ingen måde kunne være 600 kroner værd.

Problemet var imidlertid, at der ved siden af ham stod en 10-årig grønlandsk dreng ved navn Nukaareq, som Michael gennem de seneste uger som værtsfar for og havde knyttet et nært bånd til, og hvis største ønske var en netop sådan trøje.

Nukaareq, der er i Danmark med 20 venner fra Tasiilaq som led i en årlig udvekslingsaftale mellem den nordøstgrønlandske by og Gentofte Kommune, elsker nemlig fodbold. Det gør alle børn i den alder i Tasiilaq tilsyneladende.

Og de er gode, har Michael Jeppesen erfaret over de seneste fem uger, hvor Nukaareq og de andre børn har boet hos private værtsfamilier i Gentofte. Rigtig gode endda. Selv når temperaturen er minus 20 grader er de at finde på boldbanen.

Desværre er børnene fra Tasiilaq væsentligt mindre privilegerede end deres danske jævnaldrende, så remedier såsom fodboldtrøjer er en luksus, der sjældent tilfalder dem.

I sagens natur afføder et sådant scenarie modstridende følelser i sjælen hos en midaldrende mand fra Gentofte. Men så fik Michael Jeppesen en idé.

- Det slog mig, at der for filan må være tusindevis af børn, der med succes har plaget deres forældre om en fodboldtrøje. Så der må være et hav af aflagte trøjer rundt omkring, der bare venter på at blive doneret til grønlandske børn, siger han.

Og dem vil Michael Jeppesen nu have fingrene i. Ikke bare til Nukaareq og hans venner, men til alle børnene i Tasiilaq i Nordøstgrønland.

SÅDAN KAN DU DONERE AFLAGTE FODBOLDTRØJER

Ligger du inde med en eller flere fodboldtrøjer eller andet fodboldudstyr til børn i otte til 14 års alderen, kan du donere det på forskellige måder.

 

Hvis du bor i eller omkring den nordlige del af København, tilbyder Michael Jeppesen at komme forbi og hente dem. Alternativt kan du selv cykle ind forbi Jeppesens kontor, hvis adresse er MUST, Vester Voldgade 96, 1552 V.

 

Bor du uden for København, kan du sende det med posten (en fodboldtrøje kan snildt foldes sammen i en konvolut) og sende det til er MUST, Vester Voldgade 96, 1552 V.

 

Tøjet skal senest være fremme den 26. september, da børnene rejser hjem den 27.

Skrev opslag, gik i seng, og så gik opslag viralt

Derfor forfattede han mandag aften et opslag på sin Facebook-side, som følges af flere tusinde brugere, hvori han efterlyste aflagte fodboldtrøjer, der kunne komme med i tasken hos Nukaareq og kompagni, når de i næste uger rejser hjem til Tasiilaq.

- Og så gik jeg i seng og tænkte ikke så meget mere over det opslag. Men da jeg så stod op igen næste morgen, var opslaget allerede blevet delt 1.200 gange og havde fået flere hundrede kommentarer, siger Michael Jeppesen, der blandt andet er kendt som forfatter, journalist og radiovært.

Siden da er opslaget – nu lidt over et døgn gammelt – blevet delt mere end 3.000 gange og har fået små 400 kommentarer, herunder et hav af tilsagn fra forskellige personer, der gerne ville donere en eller flere trøjer.

Se Michael Jeppesens opslag herunder:

- Den havde jeg ikke lige set komme. Folk er jo vanvittigt søde. Jeg har prøvet at vise det til nogle af de drenge, der har været hjemme ved os i dag. Jeg viser dem feedet fra opslaget, og de tror jo ikke deres egne øjne. Det er ret magisk, siger Michael Jeppesen.

Landsholdet, Brøndby og FCK har lovet trøjer

Det står efterhånden klart, at Michael Jeppesen ikke får problemer med at nå den oprindelige målsætning med et sæt fodboldtrøjer til Nukaareq og de 20 andre børn, der har været i Gentofte.

Siden opslaget begyndte at nå bredt ud, er journalisten og forfatteren blandt andet blevet kontakter af DBU (Dansk Boldspil Union, red.) og fodboldklubberne FC København og Brøndby IF, der alle har givet tilsagn om 20 trøjer.

- Nu håber jeg på, at vi kan sende 1.000 farverige fodboldtrøjer til Tasiilaq. Jeg har ringet til lærerne deroppe på skolen for ligesom at høre, om det var for meget. Men de har sagt god for det. Så nu er det det, vi går efter, siger

Derfor venter der nu Michael Jeppesen et større arbejde den kommende uges tid med at tage imod og indhente fodboldtrøjer. Det er allerede lykkedes ham at hverve en sponsor, der jævnligt sender større pakker til Nordøstgrønland, som kan have den potentielt store bunke trøjer med i lasten.

De første trøjer udløste eufori

Mens de fleste blot har givet tilsagn og altså ikke doneret trøjerne endnu, så er den første donation af trøjer dog allerede kommet i hus.

- Da jeg kom hjem i dag (tirsdag, red.), var der nogle, der havde været forbi med et par trøjer i en pose. Og jeg havde min grønlandske dreng med, og så vi åbnede vi, og der lå syv megafede trøjer. Jeg har aldrig set en dreng blive så glad, siger Michael Jeppesen.

Nukaareq med de første fodboldtrøjer, der er blevet doneret. Blandt andet er der kommet en Manchester City-trøje.
Nukaareq med de første fodboldtrøjer, der er blevet doneret. Blandt andet er der kommet en Manchester City-trøje.
Foto: Michael Jeppesen/Privatfoto

Og uanset om det bliver til 40, 100 eller 1.000 fodboldtrøjer til Nordøstgrønland, så er Michael Jeppesen overbevist om, at det vil gøre en forskel for modtagerne.

- Det vil betyde virkelig meget for de her børn. Det er jo børn, der ikke har så meget og i manges tilfælde ikke har haft den bedste barndom. De bor småt, og det eneste de laver året rundt, det er at spille fodbold, siger han.

Gruppen af børn rejser tilbage til Tasiilaq fredag den 27. september, hvorfor alle donationer skal være Michael Jeppesen i hænde senest torsdag den 26. september.

Gennem de seneste 30 år har Gentofte Kommune og den nordøstgrønlandske by Tasiilaq haft en udvekslingsaftale, hvor grønlandske børn i 10-12-års alderen hvert år besøger Gentofte i fem uger, hvor de indkvarteres privat hos familier.

Tasiilaq var for nylig omdrejningspunktet i DR-dokumentaren ”Byen hvor børn forsvinder”, der afdækkede store problemer med seksuelt misbrug af børn i byen samt massivt svigt fra myndighederne.

Det er anden gang, Michael Jeppesens familie er værter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik