Det siger politikerne om Anker

Det strømmer ind med mindeord om tidligere statsminister Anker Jørgensen

Anker Jørgensen, tidligere statsminister og mangeårig formand for Socialdemokratiet, blev 93 år. Han sov stille ind omgivet af sine nærmeste.

Overborgmester Frank Jensen skiver følgende mindeord om sin gamle formand:

"Mange betragter med rette Anker som folkets Anker, som den statsminister, der virkelig var en mand af folket. Han repræsenterede noget af det allerbedste ved vores folkestyre - nemlig den korte afstand mellem folket og dem, de har valgt til at styre landet. Et land, hvor politikere ikke rekrutteres fra lukkede elitecirkler, og hvor man kan møde dem på gaden og i supermarkedet. Hvor politikerne ikke bare repræsenterer folket, men er en del af folket. Det gælder ikke kun Anker. Men det er ikke tilfældigt, at Danmark altid har været på fornavn med Anker, men på efternavn med alle statsministre før og efter ham. 

Da jeg blev overborgmester i 2010, kom Anker uanmeldt på besøg på Rådhuset. Han mødte mig i døren til kontoret med følgende bemærkning: "Jeg skal lige sikre mig, at overborgmesteren har noget at bestille". 

København var og forblev en sikker havn for vores Anker hele livet. Selvom det var på Christianshavn han blev født for 93 år siden, så er det Sydhavnen, der var Ankers havn. Det var i Sydhavnen, han og Ingrid opfostrede deres familie. Det var fra Sydhavnen Anker ledede landet. Og det var i Sydhavnen Anker boede, så længe det overhovedet kunne lade sig gøre. Sydhavnen er gennemsyret af Ankers ånd, et kvarter med stor forskellighed som en styrke og et stærkt fællesskab. Jeg har selv stor glæde af at komme i Sydhavnen i dag. Jeg bliver altid bekræftet i, at de er stolte af Anker og de værdier han har kæmpet for og holdt fast i gennem mere end ni årtier: Et Danmark med plads til alle og brug for alle. 

Jeg vil savne Anker, men også mindes ham. Han sagde tingene, så man kunne forstå det. Han stod ved de hårde beslutninger, han måtte træffe. Han troede helhjertet på den sag, han kæmpede for.  Anker formåede igennem et fantastisk liv fra vajsenhusbarn til statsminister at være den, han var.
Ære været Anker Jørgensens minde."

 

Også formanden for 3F Per Christensen har sendt mindeord om afdøde Anker Jørgensen:

"Det er en af arbejderbevægelsens største, der i dag er gået bort. I dansk fagbevægelse og ikke mindst hos 3F, kan Ankers betydning ikke undervurderes. Som formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund var han en fremsynet og stærk faglig leder. Han havde store visioner og et hjerte, der bankede for den lille mand og hans familie.

Anker var samtidig  som person en beskeden mand, der mødte sine medmennesker med respekt og interesse. Han gjorde ikke meget stads af sin egen person. Men han gjorde så uendeligt meget for fagbevægelsens medlemmer og i 3F skylder vi Anker meget. Anker var om nogen uegennyttig og idealistisk.

Han var som politiker, som fagforeningsmand og som menneske af en særlig støbning. Et mennesker, der brugte sit liv på at gøre livet bedre for andre. Fra han som ung modstandsmand valgte at deltage i kampen mod nazismen  til han som forbundsformand og statsminister valgte  kampen for et Danmark med plads til alle. Anker efterlod sig i den grad spor. I dag bøjer vi hovedet i taknemmelighed og siger: Tak, tillidsmand!"

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik