Har du altid drømt om at eje en rumdragt? Så bør du svinge forbi Planetariet på søndag. Foto: Tycho Brahe Planetariet / Scanpix

Det kan du opleve i weekenden: Gys, planeter og verdens længste lort

Hvad enten du er til gys og grus eller planeter og protest, får du her serveret weekendens begivenheder på et sølvfad.

Tycho Brahe byder på planet-shopping

På Tycho Brahe Planetarium i København afholdes der et loppemarked på søndag. Men det er ikke et helt normalt et af slagsen.

Den 1. februar 2018 åbner Planetariet op for en helt ny udstilling med fokus på Big Bang og universets grundstoffer.

Det vil sige, at den tidligere udstilling, der handlede om rummissioner og universet er taget ned, hvilket betyder, at du nu får mulighed for at gå amok i solsystemsshopping. 

Der vil være mulighed for at købe planeter, stjernekikkerter, modeller af rumsonder, en astronautkedeldragt, forskellige bøger om rummet og hvad end universet ellers har at byde på. Det er vist nærmest uendeligt. 

Hvor og hvornår: Tycho Brahe Planetarium, søndag d. 29. oktober kl. 10-16. 

Læs mere her. Artiklen fortsætter under videoen. 

00:30

Foto: PR

Luk video

Læs også Museum jubler: Skjult millionskitse dukker op bagpå maleri

Bedsteforældre For Asyl fylder 10 år

Organisationen Bedsteforældre For Asyl runder et skarpt hjørne og fylder 10 år på søndag.

Dagen vil blive markeret med et indslag fra den lokale husmusikant og oplæg fra blandt andet Haifaa Awad, der er dansk-syrisk læge og debattør, og Jonas Toubøl, der skriver et Ph.d.-projekt om den danske flygtningesolidaritetsbevægelse.

Ifølge Bedsteforældre For Asyl er dette dog ikke blot en glædens dag, da foreningen langt fra har opnået de mål, de stræber efter på flygtninge- og integrationsområdet i Danmark. 

Alle er velkomne til at deltage i det, foreningen selv kalder en protest-dag. Suppleret med kaffe og kage. 

Hvor og hvornår: Center Sandholm, søndag d. 29. oktober kl. 14-16.

Læs mere her.

Bedsteforældre For Asyl kæmper blandt andet for bedre forhold på landets asylcentre Foto: Andreas Hagemann Bro / Scanpix

Verdens længste lort

På RO's Torv i Roskilde kan hele familien både på lørdag og på søndag hjælpe Shane Brox med at bygge verdens længste lort. 

Det lyder måske lidt underligt i dine ører, men det er altså det, som Shane Brox, der er kendt fra 'Shanes Verden' på DR Ramasjang, selv kalder det. 

"Lorten" skal bygges af brunligt skum og derudover pyntes med alle mulige forskellige genstande, som vi normalt smider ud, men som man sagtens kan genbruge. 

Hvor og hvornår: Lørdag d. 28. og søndag d. 29. oktober kl. 12-15.

Læs mere her

Shane Brox er designer og samler. Foto: Erik Refner / Scanpix

Halloween på Garderhøjfortet

Hvis du ikke bryder dig om lange, mørke gange fyldt med uhygge og uforudsete hændelser, bør du nok holde dig langt væk fra Garderhøjfortet på lørdag.

Der vil nemlig være fyldt helt op til randen med skræk og rædsel, når fortet leder dig rundt på ture i terrænet, hvor du kan rende ind i rollespillere, der ikke er for sarte sjæle. Og dog... Arrangementet er selvfølgelig både for børn og voksne. 

Er I frosset helt til af skræk efter chok på chok, så er der hjælp at hente efterfølgende. Der er nemlig gratis suppe til alle, så du skal nok få varmen igen.

Arrangementets overskud går til henholdsvis Krisecenteret i Hellerup og skolebespisning i Burkina Faso, som er en del af FN’s fødevareprogram WFP.

Hvor og hvornår: Lørdag d. 28. oktober, Garderhøjfortet kl. 16-19.

Læs mere her

Læs også Fra Hvalsø til Hollywood: Populær bogserie skal filmatiseres

Halloween på Greve Museum

På Greve Museum inviterer de på søndag til en familievenlig eftermiddag i Allehelgens tegn. 

Der vil blive fortalt uhyggelige historier om, hvorfor man før i tiden var meget bange for ondskab og ånder. Allehelgensaften er ifølge folketroen beryget for, at hekse, genfærd og mørkets magter er sluppet fri for at håne helgener. 

Når fortællingerne når til ende, er der mulighed for at lægge maske- og lygteværkstedet et besøg.

Her vil der for børn og voksne være mulighed for at designe og udarbejde deres egne lygtemænd i græskar og roer. 

Hvor og hvornår: Søndag d. 29. oktober, Greve Museum. 

Læs mere her.  

Weekenden byder på utallige Halloween-arrangementer rundt omkring i landet Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Der er Halloween overalt

Uafhængigt af hvilken kommune, du er bosat i, skal du ikke langt for at finde et Halloween-arrangement, der passer lige til dig og din familie. 

Der er eksempelvis en spændende Halloween-rundvisning på Frilandsmuseet i Lyngby, Græskarfodring af isbjørnene i Zoologisk Have i København og mulighed for at lave monstermasker i Albertslund. 

Vi ønsker jer en rigtig (u)hyggelig weekend.