Det kan du lave i weekenden: Får får lam og familie DOX

Gå på opdagelse i ginnens verden, tag familien med til CPH:DOX eller mød nyfødte lam

Planer for weekenden? Den venter lige om hjørnet og byder på en masse gode aktiviteter. Vi har udvalgt fem, som i den grad er et besøg værd.

Læmmedag på gården

På søndag slår Grantoftegaard dørene op til fårestalden, hvor den uldne familieforøgelse er i fuld gang. Læmmesæsonen er en af de travleste tider på gården, for igennem hele marts måned får 250 får lam. Det er en fremragende mulighed for hele familien til at møde de små nyfødte, der først går hos deres moder og siden kommer i ”børnehave” - hvis I er heldige, kan I se flere komme til verden i løbet af dagen. Der vil også være mulighed for at besøge kostalden, hvor nyfødte kalve endnu står på spinkle ben eller få en lille tur med hestevognen i forårets friske luft.

Det skal du vide:

Arrangementet: søndag d. 19. marts fra 11-15. Entréen: Gratis

Adresse: Pederstrupvej 69, 2750 Ballerup.

Læs mere her: Læmmedag på Grantoftegaard

CPH:DOX for familien

Som noget helt nyt, har CPH:DOX planlagt et familieprogram til dette års filmfestival i København. I denne weekend bliver der vist hele 10 spændende film for familien, hvor man både kan blive klogere på selfiekultur, det eurasiske kontinent eller drengen Kori der snakker med sin kamel. I samspil med flere af filmene, bliver der afholdt oplæg og workshops, og på den måde bliver der virkelig åbnet op for de ukendte universer. I næste weekend vil 5 nye film rulle gennem projektoren og det vil også være muligt at gense nogle af filmene fra denne weekend.

Det skal du vide:

Arrangementet: lørdag og søndag. Der vises film på både Bremen Teater, Københavns Hovedbibliotek, Cinemateket og Støberiet. Billetter til familieprogrammet koster 25 kroner per billet.

Læs mere her: Familieprogrammet

Gospel koncert

Store stemmer spirer og forenet musikglæde folder sig ud. Siden 2012 har International Gospel Academy afholdt en årlig gospel workshop i Birkerød. Over weekenden vil de igen sørge for en fokuseret oplevelse, hvor passion og teknik vokser i takt med den kraftfulde, amerikanske sangtradition. Det hele kulminerer i en opløftende koncert på søndag, hvor du kan nyde resultatet af det intense og kreative arbejde.

Det skal du vide:

Arrangementet: Søndag 19. marts kl. 16. Entréen er gratis.

Adresse: Søndervangen 56, 3460 Birkerød

Læs mere her: Gospel Workshop og koncert

Gin smagning

Hvis du også godt kan lide en frisk og perlende Gin & Tonic til at runde ugen af på, skal du bestemt overveje en tur forbi Rotunden i Hellerup. Allerede i onsdags startede deres Gin Festival og den fortsætter heldigvis helt indtil lørdag kl. 17. Det er Hellerup Foodmarket, som kan byde på gratis smagning af mere end 30 forskellige gins. Den sprøde klassiker har stadig et væld af dybder at byde på, og der vil være masser af tips til både valg af tonic, ideer til cocktails og komplimenterende garnish.

Det skal du vide:

Arrangementet: fredag kl. 15-19 og lørdag kl. 12-17.

Adresse: Strandvejen 64, 2900 Hellerup. Entréen er gratis

Læs mere her: Rotundens Gin Festival

Åben Hal i Smørum

Hvis fridagene skal bruges på fysisk aktivitet, så er det bestemt værd at besøge Smørum Hallen. Der er dømt fri leg og spil, når Egedal Idrætsanlæg holder deres månedlige åben hal her. Alle de sjove redskaber er fundet frem og der vil være både hoppeborg, kæmpefaldskærm, skumtennis, bowling, balancekugler og meget andet at give sig i kast med. Det kræver ingen tilmelding, man skal bare huske sit indendørs fodtøj og at få fyldt godt op i energitanken hjemmefra.

Det skal du vide:

Arrangementet: lørdag kl. 9-14

Adresse: Flodvej 62, 2765 Smørum. Gratis.

Læs mere her: Åben hal - en sjov lørdag


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik