Det her er Danmarks mindst erhvervsvenlige kommune

Hovedstadsområdets kommuner klarer sig elendigt i Dansk Byggeris seneste undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed

Det ser sort ud for hovedstadsområdets kommuner, når man ser på, hvor erhvervsvenlige de er. Det viser en opgørelse fra Dansk Byggeri, som hvert år undersøger erhvervsklimaet i landets 98 kommuner.  Undersøgelsen ser på alt fra ventetid på en byggetilladelse til gebyrstørrelse.

Og her klarer Albertslund sig absolut dårligst.  Og den er ikke alene om at markere sig i hovedstadsområdet, for syv af de ti mindst erhvervsvenlige kommuner er hovedstadskommuner. Se dem i listen herunder:

 

De mindst erhvervsvenlige kommuner

*Lyngby-Taarbæk er nummer 89 på listen
*Ishøj er nummer 90
*Hvidovre er nummer 92
*Brøndby er nummer 94
*Rødovre er nummer 95
*Tårnby er nummer 97
*Abertslund er nummer 98

 

Nogle af de nordsjællandske kommuner klarer sig en del bedre i undersøgelsen. Det gælder for eksempel Gentofte, som er nummer 31 på listen, mens vestegnskommunen Vallensbæk er nummer 33.

-Rødovre var landets mindst erhvervsvenlige sidste år, og de lovede den gang forbedringer. Det er heldigvis også sket i mindre omfang, siger Niels Tolstrup, der er regionskonsulent for Dansk Byggeri i Hovedstaden.

Kommunen har dog kun fået kæmpet sig to pladser op på listen er nu nummer 95.

Flere andre kommuner har kæmpet sig højere op på listen. Tidligere rodede Frederiksberg rundt nede i bunden - den indtager nu plads nummer 54, og København er også rykket opad - til 84. pladsen.

-Med alt det de har sat i gang af diverse tiltag og etableret et erhvervsråd, så burde København også rykke sig i en mere erhvervsvenlig retning, men der er stadig lang vej til en lokal erhvervsvenlighed, der kan måle sig med den, der findes i Jylland. Men når en storbykommune som Frederiksberg kan forbedre erhvervsvenligheden markant, så bør det også kunne lad sig gøre i flere af regionens øvrige kommuner, siger Niels Tolstrup.

Højest placerede kommune i Lorrys sendeområde er Frederikssund, der sætter sig på 10. pladsen. Og bortset fra den, så er det jyske kommuner, der indtager førerfeltet.