Christina Davidsen

Det Handicappede Talkshow skal nedbryde fordomme om handicap

På torsdag er der premiere på talkshowet "Det Handicappede Talkshow," der har som mål at nedbryde fordomme om det at have et handicap.

I dag gæstede showets vært Christina Davidsen programmet Kont@kt på TV2/Lorry, hun ønsker, at showet kan ændre folks syn på handicappede:

"Formålet er at få folk til at overveje, hvorfor vi fokuserer så meget på de her forskelligheder, når man møder et menneske med et handicap - hvorfor ikke i stedet fokusere på det, vi har tilfælles, nemlig det, at vi allesammen er mennesker, der har behov, drømme og brug for anerkendelse og respekt," sagde Christina Davidsen i mandagens udgave af Kont@kt.

"Det Handicappede Talkshow" kan ikke ses på tv - men skal derimod findes på Facebook. Her byder værten kendte mennesker indenfor i sin store bil, hvor hun blandt andet spørger dem, hvordan det er at være normal - og det er et spørgsmål, der overrasker gæsterne.

"De blev lidt forbløffede. Jeg tror ikke, det var et spørgsmål, de havde regnet med at få," fortæller talkshowvært Christina Davidsen.

Se interviewet med Christina Davidsen her.