Det er dyrere at leje end at eje i de store byer

Huslejen på lejeboliger stiger. Og det kan være langt dyrere at bo til leje end at eje i de store byer i Danmark.

I Danmarks fire største byer betaler lejerne i private lejeboliger nu i gennemsnit mellem 19 og 31 procent mere per kvadratmeter, end de ville gøre i en tilsvarende ejerlejlighed. Det viser en analyse fra pensionsselskabet Sampension, skriver Politiken lørdag .

I København er huslejerne i snit steget 30 procent i løbet af de seneste 5 år. 

- Der bliver talt meget om, at ejerlejlighedspriserne er på himmelflugt. Men hvis man vil bo i de store byer, er alternativet til at købe altså blevet dyrere, siger Hüseyin Meric, senior portfolio manager i Sampension, til avisen.

Hans analyse viser, at ejeren af en 80 kvadratmeter stor lejlighed i København købt i begyndelsen af 2017 alt i alt betaler knap 2.000 kroner mindre om måneden end en lejer i samme størrelse bolig. I Aarhus er forskellen 1.370 kroner.

Forklaringen er blandt andet, at efterspørgslen på lejeboliger er høj i storbyerne. Dels som følge af mange tilflyttere, både fra resten af Danmark og fra udlandet. Dels fordi mange mennesker lægger vægt på fleksibiliteten og friheden ved ikke at eje, fortæller Lars Kirstein, udlejningschef i Datea, der administrerer private udlejningsboliger. 

Men der er ingen økonomisk rationelle grunde til at bo til leje, fastslår Kim Valentin, der er uafhængig privatøkonomisk rådgiver og venstreborgmester i Gribskov.

- Tværtimod kan det blive rigtig dyrt ikke at komme med ind på ejerboligmarkedet og få del i sin generations konjunkturgevinst, siger han.

Ubalancen mellem eje og leje skyldes primært, at det er blevet billigere og billigere at finansiere en ejerbolig, samtidig med at de gennemsnitlige huslejer er steget i den del af lejeboligmassen, hvor lejen ikke er reguleret.

Alligevel falder andelen af boligejere, mens der bliver flere lejere. Siden 2010 er andelen af lejere på landsbasis steget fra 37 procent til i dag 42 procent af befolkningen. Det svarer til 360.000 nye lejere. Fra begyndelsen af 90’erne og frem til finanskrisen lå andelen stort set konstant, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er især de 18-29-årige, der i stigende grad bliver lejere, tæt fulgt af aldersgruppen 50-59 år. 

Trods høje huslejer giver det mening, at unge går efter en lejebolig, siger Jacob Isaksen, boligmarkedsanalytiker i Nykredit.

- Hvis man flytter til byen for at studere og ikke ved, hvad der skal ske bagefter, så er det en god idé at lede efter en lejebolig. Der er omkostninger ved at købe og sælge, og hvis man har en kortere horisont, kan man risikere, at priserne på lejligheder flader ud eller falder, påpeger han over for Politiken.

Frem mod 2040 vil efterspørgslen efter lejeboliger være støt stigende, viser en fremskrivning af boligbehovet fra Boligøkonomisk Videncenter under Realdania.

Det skyldes både, at befolkningen vokser, at flere flytter til byerne, og at en stigende andel af danskerne bor alene. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik