Desperate boligsøgende udlover dusører

Både på Facebook og i Den blå Avis tilbyder folk dusører til dem, som kan skaffe en andelsbolig.

29-årige Rasmus Thorlaksen er nygift, og i sin desperate jagt på den rette andelsbolig har han stillet en dusør i udsigt i form af et rejsegavekort til den, som er i stand til at skaffe parret en lejlighed.

- Det har jeg simpelthen gjort for at være lidt proaktiv. Det er et vældigt vanskeligt marked at bevæge sig rundt på, og jeg har ledt længe efter den rigtige andelslejlighed, fortæller han til TV 2 Lorry.

Rasmus Thorlaksen forstår godt, at nogle købere føler sig tvunget til at betale sorte penge i forbindelse med køb af en andelsbolig.

- Jeg har selv oplevet, at sælger af en lejlighed forsøgte at opkræve 100.000 kr. mere, end hvad der stod på papirerne. Jeg forstår godt, at nogle er fristet til at betale, selv om det er ulovligt. Folk er pressede, de mangler et sted at bo, arbejder måske i København, og hvis der er sket en familieforøgelse, så forstår jeg godt, at folk vælger at betale penge under bordet.

Andelsbutikken på Frederiksberg bekræfter tendensen.

Mange købere er åbne om, at de er villige til at betale sorte penge for at få fat i en andelsbolig. Andelsbutikken understreger dog, at den hverken på købers eller sælgers vegne formidler sorte penge eller dusører.

Ifølge Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation er sorte penge et udtryk for, at situationen på det københavnske andelsboligmarked er ekstremt overophedet.

ABF anbefaler andelsboligforeninger at oprette ventelister for at imødegå problemet.

Se mere i vores udsendelse kl. 19:30 på TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik