DSB havde søndag aften problemer, som gjorde, at man ikke kunne købe billetter. Foto: Andreas Beck / Scanpix

Derfor kunne du ikke købe billetter i går: DSB blev hacket

Et hackerangreb var skyld i, at DSB's systemer søndag aften brød sammen. Det oplyser DSB's pressevagt.

Det var et hackerangreb - et såkaldt DDoS-angreb - der søndag aften var skyld i, at DSB's systemer brød sammen.

Det oplyser DSB's pressevagt tidligt mandag morgen klokken 05.25.

Læs også Få din tid tilbage: DSB tester ny idé under sommerens sporarbejde

Nedbruddet betød, at togpassagerer rundt om i landet søndag aften havde problemer med at købe billet til deres rejse med DSB. 

Tidligt mandag morgen er systemerne oppe at køre igen, oplyser DSB.

Søndag aften kunne der ikke købes billet via selskabets app, på hjemmesiden, i billetautomater og i 7-Eleven-kiosker på stationerne. Det var dog stadig muligt at rejse med rejsekortet.

Passagerer uden rejsekort kunne købe billetter i de tog med togpersonale, der kontrollerer billetter. 

Læs også Kystbanen kan vente sig et nyt muskelbundt af et el-lokomotiv

- De har sat alle eksperter på sagen, og de knokler for at få systemet i gang igen. Vi håber selvfølgelig, at det er oppe at køre i morgen tidlig, men vi kan ikke give nogen garantier, sagde underdirektør i DSB Aske Wieth-Knudsen sent søndag aften.

De interne mail- og telefonsystemer, der bruges blandt medarbejderne i DSB, var også ramt af nedbruddet.

Der har en gang tidligere det seneste år været et lignende, omfattende udfald. Dengang skyldtes det et strømnedbrud. 

Læs også DSB lukker 7-Eleven-kiosker på togstationer

/ritzau/