Oplev kongens smukke slotte hele sommeren

Se her, hvad du har adgang til, hvis du vil besøge hovedstadens smukke fæstninger i sommermånederne.

- Man kunne godt unde private gæster at komme op i sådan et rum som det her. Men det har altid været lidt for sig selv, fordi det var kongens private gemak. 

Sådan forklarer den begejstrede Poul Grinder-Hansen, da TV 2 Lorry får en rundtur på Kronborg Slot i forbindelse med forfatterens nye bog om fæstningen. 

Fra tårnet, hvor han står og peger, er der udsigt til hele tre verdenshjørner, kanoner og Øresund. 

Kun adgang til udvalgte dele

Poul Grinder-Hansen har brugt to år på at snuse omkring i slottes mange kroge og hjørner for at afdække hemmelige gange og overraskende fortællinger.  

Og det er noget, som kun få er forundt.

På Kronborg Slot kan man købe en billet til 130 kroner, som giver adgang til de kongelige gemakker, slotskirken og kasematterne samt deltagelse i rundvisninger.

Derudover kan man leje vinkælder, dansesal, kirken, Den Lille Sal og Det Blå Galleri, men man kan ikke selv gå i tårnene eller kravle på loftet. 

Slots- og Naturstyrelsen: Derfor er der ikke fri adgang

Det er Slots- og Naturstyrelsen, der varetager kongens slotte, og her mener man ikke, at man er for striks. Offentligheden har rig mulighed for adgang, påpeger man.

- Du kan jo heller ikke komme ind i ligegyldige afkroge af Versaille-slottet i Frankrig. Det samme gør sig gældende her i Danmark. Man udvælger de mest interessante dele, og på Kronbrog kan du købe billet og se, hvad der giver mening, lyder det fra presserådgiver Steffen Ejstrup til TV 2 Lorry. 

Ved Rosenborg Slot giver man blandt andet adgang til Kronjuvelerne, mens man på Eremitageslottet i sommerperioden på udvalgte dage kan købe billet til omvisninger.

- Her er jo tale om et gammelt bygningsværk. Det er fredede bygninger, og vi er nødt til at tage nogle sikkerhedshensyn. Der kan også være løse sten, og vi sikrer, at folk ikke kommer til skade. Man udvælger de dele af bygningerne, som har størst værdi, og så giver man offentligheden adgang til dem, siger Steffen Ejstrup.

Det er Nationalmuseet, der står for historiefortællingen og formidlingen omkring Sjællands slotte, tilføjer han.

TV 2 Lorry har samlet et overblik herunder, så du kan se, hvornår du kan besøge de smukke kulturskatte. 

Foruden kongens slotte er der også flere private slotte i hovedstadsområdet, som ikke fremgår af listen. 

Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave

For at besøge Eremitageslottet skal du købe billet til en omvisning. Billetten skal købes på forhånd på hjemmesiden.

Tag med på en omvisning onsdage, lørdage og søndage fra juni til august.

Pris: 125 kr. pr. person. Prisen inkluderer omvisning med professionel guide. 

Er I en gruppe, kan I arrangere en omvisning med professionel guide fra 1. april indtil 31. oktober 2018.
 
 
Foto: Jan Jørgensen - Ritzau Scanpix

Kronborg Slot i Helsingør

I sommerperioden er der åbent alle dage fra klokken 10 til 17.30.

Sidste indgang 30. min. før lukketid.

Det koster 140 kroner for voksne, men det er gratis for alle under 18 år. Billetter købes ved slottet.
 
 
Foto: Torben Christensen - Ritzau Scanpix

Fredensborg Slot

Den offentlige del af Fredensborg Slotshave er åben året rundt.

Der er omvisning i haven hver søndag fra maj til september. Fra 1. juli til 5. august kan man komme på en omvisning og se dele af slottet.

Det tager 90 minutter og koster 90 kroner for voksne. Billetter købes på hjemmesiden.
 
 
Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Christiansborg

Det er ikke kun muligt for Folketingets medlemmer at besøge gemakkerne på Christiansborg. 

Man kan både få omvisning i ruinerne under borgen, se De Kongelige Stalde, Det Kongelige Festkøkken og festsalen. Man kan også se De Kongelige Repræsentationslokaler og Dronningens Gobeliner. 

Læs mere her.
 
 
Foto: Sofie Mathiassen - Ritzau Scanpix

Frederiksborg Slot

Indendørs finder man Det Nationalhistoriske Museum, hvor du kan gå på opdagelse i de seneste 500 års danmarkshistorie blandt andet fortalt gennem skiftende særudstillinger med historiemalerier og portrætter. 

Slottet ligger eventyrligt midt i Slotssøen og er omkranset af Barokhaven og den engelskinspirerede landskabshave. 

Adgang til museet koster 75 kroner, mens det koster 600 kroner for omvisning til 15 personer.
 
 
Foto: Torben Christensen - Ritzau Scanpix

Amalienborg Slot

Palæerne bliver oprindeligt bygget som boliger til fire højstående adelsmænd, men da Christiansborg Slot brænder i 1794, overtager kongefamilien Amalienborg som residens. 

Der er åbent mellem 10.00 og 17.00 i sommerhalvåret i Christian 7.s palæ, som er dronningens gæstepalæ.

Her bor præsidenter og kongelige, når de er på visit i Danmark. Det er også her, at Dronningen hvert år er vært ved det traditionsrige nytårstaffel i Riddersalen.

Adgang koster 95 kroner for voksne.
 
 
Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik