Min mening: Der skal være tid til børnene i vores daginstitutioner

Der skal være bedre tid til leg, udvikling, omsorg og trøst. Sådan lyder det fra Pia Olsen Dyhr (SF), der mener, at der er brug for minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

Af Pia Olsen Dyhr, folketingskandidat for SF i Københavns Storkreds

Skal jeg trøste Signe, der savner sin mor, eller skal jeg tage mig af August, der trænger til at blive skiftet? Og hvad med de andre børn inde på stuen?

Den slags valg står de voksne i vuggestuer og børnehaver med hver dag. Der er desværre alt for stor forskel på, hvor mange pædagoger og pædagogmedhjælpere, børnene har omkring sig. Og hvor mange andre børn de skal deles med om opmærksomheden fra de voksne.

Jeg synes ikke, det er i orden. Derfor skal det ændres, og det kræver handling fra Christiansborg.

En kommunal økonomi i spændetrøje

I SF kæmper vi for, at der ikke må være flere end tre børn per voksen i vuggestuerne og ikke flere end seks børn per voksen i børnehaverne.

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Det kræver, at vi prioriterer velfærden, så kommunerne reelt har mulighed for at ansætte flere voksne i daginstitutionerne, og så skal vi sikre, at serviceloftet ikke spænder ben for bedre normeringer.

I København betyder serviceloftet, at der hele tiden skal passes flere børn for de samme penge i takt med det stigende antal børn i kommunen, simpelthen fordi den kommunale økonomi er lagt i en spændetrøje af regeringen. Det skal laves om.

Mere tryghed og omsorg

Vi ved, hvor vigtige de første år er for vores børns udvikling. Derfor skal vi sørge for, at der er voksne nok til at tage sig af dem og hjælpe med at lege og lære. Det er jo det, pædagoger kan.

Men desværre er virkeligheden ofte en anden, og alt for mange steder er det en daglig kamp bare at komme nogenlunde fornuftigt gennem dagen.

I skolerne har vi en grænse for, hvor mange elever der må være i hver klasse. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der ikke på samme måde er en øvre grænse for, hvor mange børn en enkelt pædagog skal kunne tage sig af i vuggestuer og børnehaver. Det giver ingen mening.

Og det giver heller ingen mening, når de borgerlige påstår, at der ikke er råd til minimumsnormeringer. Det er jo et spørgsmål om prioritering. Vil man have skattelettelser og billigere biler til de rigeste som Lars Løkke Rasmussens regering har prioriteret, eller vil man sikre mere tryghed og omsorg for vores børn?

Børnepasning handler jo ikke bare om opbevaring. Det handler om vores børns vigtige første år, hvor de vokser og lærer så meget. Og så handler det om, at vi som forældre skal have ro i maven og vide, at vores børn har det godt og bliver leget med og støttet i deres udvikling hver dag.

Pædagoger kan gøre en kæmpe forskel. Men det kræver, at de har tid til børnene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik