Der mangler skoler i Københavns nye byområder

Børnefamilierne valfarter til Sydhavn, Nordhavn og Islands Brygge i så stor stil, at der mangler skoler.

Når ny kvarterer skyder op i byerne, kan det betyde større pres på for eksempel skolerne end forventet.

I København er beboere strømmet til kvarterer som Sydhavn, Nordhavn, Ørestad og Islands Brygge - og det betyder, at skolerne oplever pladsproblemer.

Det skriver DR København.

Det gælder for eksempel Skolen i Sydhavnen, hvor faglokalerne har måtte inddrages, og børn har fået undervisning i barakker.

Frygter det går ud over fagligheden

- Vi er bange for, at det går ud over fagligheden, og at vores børn bliver klemt i det her kaos, siger medlem af forældrebestyrelsen på Sydhavn Skole, Caroline Norén Stevns.

Selvom det er besluttet at bygge en ny skole ved Sluseholmen i Sydhavn, så mangler der de kommende år op mod 18 klasselokaler på Skolen i Sydhavn.

Det kan eksempelvis løses ved at genhuse nogle af klasserne på andre skoler, men det er en uholdbar løsning, mener forældrene ifølge Caroline Norén Stevns:

- Vi vil gerne have en løsning, der ligger i vores nærmiljø, så vores børn oplever, at de stadig har en tilknytning til Skolen i Sydhavnen og har mulighed for at bruge de faciliteter i dagligdagen, siger hun.

Budget til nye skoler

Københavns kommune har i årets budget sat penge af til udvidelse af en række skoler og til at bygge nye skoler.

Men der kommer til at gå tid, før man har skoler nok til det store behov, erkender Jesper Christensen, der er børne- og ungdomsborgmester i København (S):

- Det er desværre et vilkår i disse år, hvor antallet af københavnere bliver flere end forudset i prognoserne, siger han og fortsætter:

- Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe de bedst mulige rammer for elevernes skolegang, indtil skolerne er bygget. Og jeg ved, at skolernes medarbejdere også gør en kæmpe indsats for at give eleverne en så normal hverdag som mulig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik