Der kan findes 22.000 boliger under københavns tage

Uudnyttede tagetager kan omdannes til nye boliger i København. Det mener arkitekter, bygherrer og økologer, som kritiserer kommunens sagsbehandling.

Der er hårdt brug for flere nye boliger i København. For byen vokser og det samme gør indbyggertallet. Omkring 100.000 nye borgere ventes at slå sig ned i hovedstaden de næste 10-15 år.

quote Desværre oplever vi, at det er meget vanskeligt at komme igennem med den type af projekter i den kommunale sagsbehandling.

Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri

Derfor opfordrer en større kreds af bygherrer, byggevirksomheder, arkitekter og økologer i fælles flok nu Københavns Kommune til at give grønt lys for en mere systematisk udnyttelse af de mange tusinde kvadratmeter, som findes under de københavnske tage. Det skriver Politiken.

I et åbent brev til Københavns Kommune gives der udtryk for, at der er potentiale til, at der under tagene i København kan laves 22.000 nye boliger.

- København vokser, og der skal skaffes boliger til titusinder af nye borgere. En god del af de boliger kan etableres ved at ombygge byens uudnyttede tagetager til nye boliger, lyder det i det åbne brev, som er underskrevet af Dansk Byggeri, Bygherreforeningen, Akademisk Arkitektforening, Det Økologiske Råd og Drost Fonden.

Vanskeligt at komme igennem til kommunen

Taglejlighederne kan i følge underskriverne af det åbne brev gøres så attraktive, at lejlighederne kan lejes ud eller ligefrem sælges til så fordelagtige priser, som kan være med til at finansiere en energirenovering af de underliggende boliger i ejendommene.

quote Man løber ofte panden mod en mur, når man forsøger at komme igennem med fornuftige, elegante og bæredygtige tagprojekter. Og det har vi bare rigtig svært ved at leve med

Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri

Mange af de nuværende københavnske ejendomme er bygget i 1800-tallet og den tidlige del af 1900-tallet, hvor byggestandarden var dikteret af skrå tage og mindre kviste, som er vanskelige at udnytte til andet end trange og mørke boliger. De tagformer holder Københavns Kommune i vidt omfang fast i, når de lægger rammer for nye tagboliger.

Men det går ikke, hvis tagenes potentiale skal udnyttes. 

- Desværre oplever vi, at det er meget vanskeligt at komme igennem med den type af projekter i den kommunale sagsbehandling. Det er derfor, vi har samlet så mange parter bag denne appel til bystyret. Man løber ofte panden mod en mur, når man forsøger at komme igennem med fornuftige, elegante og bæredygtige tagprojekter. Og det har vi bare rigtig svært ved at leve med, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, til Politiken.

Borgmester er positiv

I følge Dansk Byggeri vil man finde de steder, hvor det giver mening at bygge. Og de steder skal gerne findes i fællesskab med kommunen, som dog kritiseres for at have en træg sagsbehandling.

quote Det giver jo en fortætning af byen på den gode måde, fordi vi ikke skal ud og etablere noget nyt, men kan bruge den eksisterende infrastruktur.

Morten Kabell, Teknik- og miljøborgmester i København, Enhedslisten

Men den nuværende teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell fra Enhedslisten, er faktisk tilhænger af taglejligheder.

- Jeg tror faktisk, at der både i Borgerrepræsentationen og i forvaltningen er en utrolig stor vilje til tagboliger. Det giver jo en fortætning af byen på den gode måde, fordi vi ikke skal ud og etablere noget nyt, men kan bruge den eksisterende infrastruktur, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik