02:35

På denne tid af året er sommerens festivaler nok ved at være fjerne minder for de flestes vedkommende. Men ikke for alle. Der er nemlig en allersidste lejr tilbage på Roskilde Festival, der løser en vigtig opgave.

Denne lejr har endnu ikke forladt Roskilde Festival

Selvom Roskilde Festival sluttede for knap tre måneder siden - så holder én lejr ved. De er en del af oprydningsarbejdet.

På denne tid af året er sommerens festivaler nok ved at være et fjernt minde for de fleste. 

Men ikke for alle.

En lejr bestående af hjemløse og tidligere hjemløse er stadigvæk på Roskilde Festival - til gavn for både dem selv og festivalen. 

Overtager pillearbejdet

Siden 2007 har foreningen Gaderummet nemlig arrangeret et oprydningsarbejde efter festivalen.

Deltagerne overtager, efter at de store maskiner har taget det grove affald. 

Dåser, skodder og andet småt affald skal samles sammen - og de bliver til det sidste glasskår.

For den indsats får de kost, logi og en mindre betaling.

Læs også Så meget mad giver Roskilde Festival til udsatte

Men arbejdet giver også deltagerne meget andet end det, mener Kalle Birck-Madsen.

Han er "lejrchef", cand. psych. og leder af Gaderummet, som han kalder et socialpsykologisk fristed. 

- Det at være ude og gå som gruppe - vi går på marken i ni timer om dagen, uanset om det er regnvejr, sne eller blæst - det gør noget ved psyken, og det gør noget ved kroppen, siger han. 

Ifølge Kalle Birck-Madsen må nogle give op undervejs - men andre smider vodka eller medicin og udvikler sig enormt.

- Hvis de har bidt sig fast heroppe på de her to-tre måneder - så er de altså stærke, siger han og fortsætter:

- Hvis man kigger over de seneste år, så kom hovedparten, der er nu, næsten kravlende ind i lejren som lig, og så har de brugt lejren til at hive sig op igen. 

Tidligere hjemløs: "Mange har ingenting"

Èn af lejrens deltagere er Emil Angelo, der stammer fra Bulgarien.

Han har været med i omkring fem somre og kan se, hvor meget deltagerne tager med sig fra deres ophold.

Mange har ingenting, når de kommer her. Og har også problemer med alkohol og andre ting. Her kan man komme ovenpå.

Emil Angelo, lejrdeltager

Han er selv tidligere hjemløs - men har i dag både bolig og deltidsjob.

- Mange har ingenting, når de kommer her. Og har også problemer med alkohol og andre ting. Her kan man komme ovenpå, fortæller han.

Han sætter stor pris på både håndørerne og de nye venskaber. 

Læs også Roskilde sætter millionbeløb af til frivillige foreninger

Festivalen: "De er jo sindssygt gode til det"

Det var Gaderummet selv, der bød ind på oprydningsopgaven.

Og der er to årsager til, at Roskilde Festival siger ja til dem år efter år, fortæller festivalens talskvinde, Christina Bilde:

- Den ene er, at de er jo sindssygt gode til det. De går enormt samvittighedsfuldt til det, siger hun.

Derudover vil de gerne bakke op om Gaderummets arbejde med at engagere mennesker med særlige behov.

Fortsætter et par uger endnu

For Emil Angelo er der kun en enkelt ting at klage over: 

- Den danske sommer er ikke så god. Det regner hele tiden, griner han.

Kalle Birck-Madsen forventer, at de fortsætter et par uger endnu - så er de sidste spor fra Roskilde Festivalen væk.