Den umulige koncert på Sydpolen

04:19

"Metaforen er selvfølgelig, at vi skal stå sammen, ligesom pingvinerne gør."

Musikgruppen Dansk Fløde er på vej til Sydpolen for at spille en koncert for pingvinerne. Du kan følge rejsen.

Fem københavnere satte sig mandag d. 26 december ombord på et fly, og startede dermed en lang rejse. De har givet sig selv en næsten umulig udfordring: At spille en koncert med deres band Dansk Fløde på Sydpolen.

I Dansk Fløde er vi nok lidt af nogle eventyrere.

Bjørn Vidø, Dansk Fløde

Idéen til turen har bandet fået fra Bjørns kærestes morfar.

- Min kæreste fortalte mig historien om sin morfar, som var hovmester på et inspektionsskib, der sad fast i isen på Antarktis i længere tid. I løbet af opholdet på Antarktis blev han gode venner med en pingvin, som han gik og fodrede og snakkede med hver dag. Da skibet endelig kom fri af isen og skulle af sted, tog han et sidste billede af pingvinen. I det øjeblik han tager billedet, løfter pingvinen luffen, og vinker til ham, fortæller Bjørn Vidø, der er sanger, guitarist og primus motor i Dansk Fløde.

Så nu har Bjørn og resten af bandet sat sig for at spille en koncert for pingvinerne på Sydpolen.

- Jeg håber, at vi inspirerer folk til at leve deres liv. Jeg synes, at det her er et udtryk for, at man skal huske at leve sine drømme ud. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi husker at stå sammen og hjælpe hinanden. Vi har så travlt alle sammen, vi er så dygtige og knokler derudad og kan godt komme til at glemme hinanden. Metaforen er selvfølgelig, at vi skal stå sammen, ligesom pingvinerne gør. Vi er simpelthen så meget bedre, når vi står sammen, end når vi er hver for sig, fortæller Bjørn Vidø.

Selvom projektet ved første øjekast virker skørt, så håber gruppen, at turen kan være med til at sætte fokus på dyrevelfærd og de presserende klimaforandringer.

- Når vi kommer ud til en eller anden middag, og vi fortæller om vores projekt, skal vi lige over det der sted, hvor folk griner, og så kommer der faktisk nogle fine diskussioner, hvor folk kommer i tanke om ting. Der kommer fokus på dyrevelfærd, miljø, hvem vi er som mennesker, og hvordan vi står sammen. Det åbner for så mange diskussioner og fine samtaler, fortæller Bjørn Vidø.

 

03:35

Se episode 0 om konceptet.

Luk video

 

Vejen til Sydpolen

Rejsen starter med en flyvetur til Buenos Aires i Argentina d. 26 december. Efter en uge i Argentina går turen sydpå til Punta Arenas i Chile, hvor gruppen så enten flyver eller sejler til Sydpolen.

Og lad det være sagt med det samme: Det er ikke uden betydning, hvilken transportform gruppen vælger fra Chile til Sydpolen. Godt nok går sejlturen gennem trange, sunde og smukke fjorde, kantet af eventyrlige fjeld med isbræer helt ned til vandet. Men for at nå frem til Antarktis, hvor Sydpolen ligger, må de krydse det tusind kilometer brede Drakestræde, verdens mest stormfyldte farvand, der genererer bølger på op mod 20 meter. Bare sejlturen er et hak i bogen for enhver søfarende.

Eller et hak i sjælen.

Samtidig er Antarktis det koldeste sted på jorden, og gruppen kan regne med isnende temperaturer på ca. -30 grader.

 

Du kan helt eksklusivt følge med fra sidelinjen, når gruppen rejser mod det sydligste punkt på jordkloden. Dansk Fløde sender nemlig et afsnit hjem til TV 2 Lorry hver anden dag.

Du kan se de første to afsnit af ‘Rejsen til Sydpolen’ ved at klikke HER

 

Dansk Fløde på Sydpolen.