Den Perfekte Fridag med Johan Bülow

Lakridsmageren Johan Bülow har lavet lakrids i 10 år. Han er besat af en lidt-men-godt-tankegang, og så er han gæst i programmet Den Perfekte Fridag.

quote Hvis de spyttede det ud og sagde; jeg kan ikke lide det. Så kunne jeg ikke sove i to dage

Johan Bülow

- For 10 år siden stod jeg på Bornholm og delte lakridser ud til folk, der gik forbi. Hvis de spyttede det ud og sagde; jeg kan ikke lide det. Så kunne jeg ikke sove i to dage, fortæller Johan Bülow, der er kommet langt siden, han stod i sin mors køkken på Bornholm for 10 år siden. 

Han blev ved med at forfine opskriften, og i de 10 år der fulgte, blev han indbegrebet af gourmet-lakrids. I dag har han butikker i det meste af Norden. 

Næste år åbner han en butik i Dubai.

Barndomshjemmet på Bornholm er i dag skiftet ud med en villa på Frederiksberg, og hans lakridsproduktion, som sender de karakteristiske, runde bøtter med lakrids ud til hele verden, holder til i en tidligere saftevandsfabrik i Hvidovre.

Lidt men godt-tankegangen

Johan Bülow er en feinschmecker. Det lægger han ikke skjul på, og det er da også en lidt men godt-tankegang, der driver ham.

- Vi laver slik og konfiture, og det er ikke meningen, at man skal spise ét kilo af vores varer, så man bliver tyk og fed.  Vi vil hellere skabe noget, man spiser lidt af - sætter låg på - og stiller væk.

Han kan godt lide idéen om, at man skal spise mindre - men af en bedre kvalitet.

Lakridsmageren Johan Bülow tager os med rundt til nogle af de steder, der kan gøre hans fridag perfekt.

 - Hvis man ser på bæredygtighed i forhold til mad, så tror jeg, at på områder som kød, der kommer vi til at spise mindre og bedre. Jeg kan godt lide den filosofi, siger han.

Johan Bülow er gæst i Den Perfekte Fridag, og han har valgt to steder i sit lokalområde, Café Sokkelund og Landbohøjskolens Have, for når han endelig holder fri, er familien som regel i centrum.

Ansvar for klimaet

For første gang i år er den ikoniske lakrids-julekalender lavet af 100 pct. bæredygtige materialer. Det var en beslutning, der blev taget, da man i produktionen satte sig ned og kiggede på, hvor meget pap, der skal til at lave en julekalender. 

quote Alle har en ansvarlighed for det, der sker klimamæssigt, siger han.

Johan Bülow

Men det er ikke noget man bare lige gør, forklarer Johan Bülow. Det har været en lang og kompliceret proces. De forskellige materialer og såkaldte PLA-bakker, som kalenderen består af, er hentet hjem fra hele verden. Ikke desto mindre er det vigtigt.

- Alle har en ansvarlighed for det, der sker klimamæssigt, siger han.

Klimabevidsthed er noget virksomheden har taget alvorligt og investeret mange penge i, og han mener også at alle virksomheder i løbet af de næste par år, skal tage stilling til, om de vil gå bæredygtighedens vej.

 - Hvis ikke virksomhederne gør noget, så tror jeg virkelig forbrugerne får øjnene op for det, og vælger fra på det parameter, siger han.

I øjeblikket arbejder Johan Bülow på, at plastikbøtterne, som lakridsen sælges i, også skal laves af genbrugsplast.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik