God nyhed: Den lokale brandstation i Slangerup overlever, men...

Skæbnen for tretten deltidsbrandmænd i Slangerup har af flere omgange været til forhandling på Rådhuset, senest i september. Nu har de fået lovning på fire år mere, men så skal der forhandles igen.

Brandmændene på den lokale brandstation i Slangerup er trænet til at håndtere krisesituationer. Alligevel har stationens skæbne været tilpas kritisk til, at de nu længes efter en mere sikker fremtid.

Til årets budgetforhandlinger lå brandstationens skæbne i politikernes hænder, men i årets budgetforlig, som 21 ud af 23 byrådsmedlemmer står bag, er brandstationens fremtid delvist sikret.

- Vi er rigtig lettede og mega glade. Det håber vi også at borgerne er, for vi gør jo det her for deres sikkerheds skyld, siger tillidsmand for brandmændene Niels Wassileffsky. 

På spisesedlen igen om tre år

I dag vil det koste 2,1 millioner kroner at videreføre stationen sammen med en tankvogn i Skibby, der holder ekstra vand, hvis stationen skal bruge det.

Det er de millioner, som har været i spil ved årets budgetforhandlinger. 

- Vi står over for et meget presset budget, hvor vi skal være klar til at foretage nogle meget skarpe prioriteringer, sagde Tina Tving Stauning fra Socialdemokratiet i forbindelse med forhandlingerne.

Millionerne er nu sikret, og det har foreløbigt vakt glæde i Facebook gruppen "Bevar Slangerup Brandstation", som har mere end 600 medlemmer.

"Tillykke til alle drengene på Slangerup Brandstation. :-) Det ville da også være helt ude i hampen, at lukke en brandstation, når, stort set, alle vore lokalpolitikere den ene gang efter den anden melder ud, at beredskabet skal styrkes, skrev Claus Rasmussen som kommentar, da nyheden om budgetforliget blev offentliggjort.

Selvom det for flere er en glædelig nyhed, er der stadig et skår i glæden fra brandmændenes synspunkt. Millionerne er nemlig "kun" sikret i årene 2019-2022.

- Det holder ikke op med at brænde og folk stopper ikke med at køre galt. Vi er glade for, at politikerne igen godt kan se, at der er brug for os. Derfor vil vi gøre en indsats for at blive en del af det øvrige beredskab, istedet for at vi fortsætter som et tilkøb, siger Niels Wassileffsky.

Så længe brandstationen fortsætter som et tilkøb, vil dens fremtid lande på politikernes forhandlingsborg igen. Og igen.

Fortiet politisk opbakning

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen, Vesntre, men kommunen oplyser, at forligskredsen ikke vil kommentere på budgetforliget før det er endelig vedtaget.

Det er kun Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten, som tilsammen har to pladser i byrådet, som ikke er en del af forligskredsen.

Budgettet skal endelig vedtages på byrådsmødet 10. oktober.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik