Hun har efterhånden levet et hårdt liv. Adskillige gange er det smukke væsen blevet udsat for hærværk, og nu er den gal igen.
Det oplyser Københavns Politi.
Klokken cirka halv syv får man en anmeldelse.
- Hun er malet rød på hele overkroppen. På fronten forneden har man skrevet på engelsk, at man bør redde de færøske hvaler, fortæller politikommissær Thomas Tarpgaard til TV 2 Lorry.
Hvalfangst er en gammel tradition på Færøerne, som er blevet praktiseret i over 1000 år, hvor man lokker hele flokke af de ellers truede grindehvaler ind på lavt vand for derefter at slagte dem.
Godmorgen derude. Den Lille Havfrue har været udsat for hærværk ( rød maling ) vi er på sagen. Hav en fortsat god dag. #politi.dk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) May 30, 2017
Københavns Politi har været på stedet.
- Vi er gået til arbejdet som en hel normal efterforskningssag. Vi vil selvfølgelig forsøge at finde de ansvarlige, men det kan muligvis tænkes, at de også selv vil stå frem, da det virker politisk motiveret, fortæller politikommissæren til TV 2 Lorry.
Hærværk på Den Lille Havfrue
1984 – Fik savet en arm af
1998 – Mistede sit hoved for anden gang.
2003 – Ukendte gerningsmænd væltede hende ned fra stenen.
I løbet af årene er havfruen ikke kun blevet lemlæstet. Flere gange er hun blevet overhældt med maling, og hun har både haft nissehue, burka og det svenske og norske fodboldlandsholds trøjer på.
Københavns Kommune er også informeret om hærværket.
- Mon ikke de får fjernet malingen indenfor en rimelig tid. De må have fjernet en del graffiti før, siger Thomas Tarpgaard til TV 2 Lorry.
Færøsk politiker: Vi har intet at skjule
Sjúrður Skaale, er medlem af Folketinget for Javnaðarflokkurin, er ærgerlig over nattens aktion på Langelinie.
- Færinger er altid parat til at diskutere dette. Vi har intet at skjule, for grindedrab er eksemplarisk dyrevelfærd. Men folk, der gør sådan noget i ly af natten, ønsker næppe oplysning og åben diskussion.