Den Lille Havfrue får en vikar

Edvard Eriksens populære skulptur er til verdensudstillingen i Kina, men derfor skal turisterne ikke undvære havfruen. Selv om Den Lille Havfrue på Langelinie tager på et udvekslingsophold i Kina, behøver hverken tilrejsende turister eller hovedstadens egne borgere undvære synet af det lille sagnvæsen. Det skriver Berlingske.dk.

Når Københavns Tivoli den 15. april åbner for sin 168. sæson, vil forlystelseshavens gæster kunne se en tvilling til havfruen på Langelinie. Tvillingesøsteren bor til daglig hos efterkommere af den billedhugger, der i 1913 støbte skulpturen. Han hed Edvard Eriksen, og han udførte skulpturen efter bestilling fra tidens stor mæcen, brygger Carl Jacobsen, der på denne måde ønskede at hylde danserinden Ellen Price.

En efterkommer til kunstneren, Alice Eriksen, forklarer

- Vi har i familien besluttet, at danskerne og turisterne i København fortsat skal kunne opleve Den lille Havfrue, mens Havfruen fra Langelinie er i Kina. At valget faldt på Tivoli, skyldes Havens eventyrlige magi, og jeg er sikker på, at min farmor, som oprindelig sad model for min farfar, da han skabte Den lille Havfrue, ville have ønsket denne placering, når nu Havfruen på Langelinie skal til Shanghai, skriver Berlingske.dk.

Den Lille Havfrue skal til Shanghai i forbindelse med verdensudstillingen. Skulpturen skal placeres i den danske pavillon som et led i eventyrfortællingen om Danmark.