Foto: TV 2 Lorry

Demente venter måneder på diagnose

Ventetiden på at komme til demensudredning er lang. Flere steder i Hovedstadsområdet kan udregningen tage måneder.

Ventetiden ikke bare føles lang, hvis du går og venter på svar, om din mor, far eller ægtefælle er dement. Den er lang.

Flere steder i Hovedstadsområdet er ventetiden på at komme til en demensudredning på op til mellem 16 og 24 uger. Det skriver P4 København.

Det er de nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen, der viser den lange ventetid. Og at vente så lang tid bare på den første samtale er en stor belastning . Det fortæller Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen.

 - Hurtig udredning er vigtig. For det første går patienter og pårørende i uvished og med bekymring over, hvad der er galt. For det andet så kan vi godt nok ikke stoppe demens, men vi kan gøre en del for at forbedre livskvaliteten og forsinke sygdomsudviklingen, siger Nis Peter Nissen til P4 København.

Stigende behov og mangel på speciallæger

På Neurologisk ambulatorium på Roskilde Sygehus er der lige nu op til 24 ugers ventetid på at komme til første undersøgelse i forbindelse med demensudredning.

Ventetiden skyldes, at der mangler speciallæger.

 - Vi har gennem det seneste årti udviklet behandlingsmulighederne inden for neurologi som kræver et stigende antal speciallæger. Det behov er steget hurtigere end man har kunnet forudsige, siger Jesper Gyllenborg til P4 København.

Flere hospitaler i Region Hovedstaden har lige som Roskilde Sygehus problemer med lange ventetider på demensudredning. I en mail til P4 København skriver regionen, at et stigende antal ældre, mangel på speciallæger og kapacitetsudfordringer i forhold til MR-skanning er dele af forklaringen på ventetiderne.