07:37

Deltag i Fantastiske Fællesskaber og vind 150.000 kroner

De otte TV 2 Regioner, Tuborgfondet og Lokale og Anlægsfonden er klar til at hylde de mest fantastiske fællesskaber. Din forening kan også være med.

Foreninger og andre fællesskaber kan nu tilmelde sig Fantastiske Fællesskaber og få mulighed for at vinde en regional pris på 50.000 kroner og samtidig få chancen for at gå videre til landsfinalen med en hovedpris på 100.000 kroner. I landsfinalen er vinderen fra TV 2 Lorrys endeområde oppe i mod fællesskaber fra de syv andre regioner i landet.

- I 2017 lancerede vi på TV 2 Lorry Fantastiske Foreninger og det blev en stor succes. I år er alle vores søsterstationer heldigvis gået med på konceptet, og det er vi utrolig glade for. Samtidig ændrer vi navn til ”Fantastiske Fællesskaber” for at åbne for de tusindvis af danskere som mødes i fællesskaber, der ikke nødvendigvis er registrerede foreninger, siger direktør for TV 2 Lorry Morten Kjær Petersen.

Beløbene er øremærkede til forbedringer af fællesskabets fysiske rammer, indkøb af udstyr, aktiviteter og events, som har fokus på at åbne fællesskabet og inkludere nye og flere mennesker eller andet, som kan gøre det fælles mødested endnu bedre for alle.

Sidste års vinder blev Københavns Livredderklub, som løb med sejren og dermed retten til at kalde sig Årets Fantastiske Forening. Med sejren fulgte en check på 100.000 kroner til livredderklubben.

På en 2. plads kom vinterbadeklubben Valkyrien fra Køge, der bare manglede 32 stemmer for at nå op siden på Københavns Livredderklub. 3. pladsen gik til De Røde Portes Venner. Sidstnævnte forening samles om at redde de ikoniske røde porte, der er ved indgangen til Dyrehaven.

Danmark er et land fuld af fantastiske fællesskaber og foreningslivet er en af grundstenene i vores demokrati. De otte TV2 Regioner vil i år sammen med Lokale og Anlægsfonden og Tuborgfondet hylde de mest fantastiske fællesskaber i Danmark.

- Det er helt utroligt at se, hvor mange danskere der er engageret i frivilligt arbejde; i foreninger; i kirkesamfundene - eller bare i en gruppe. De gør tilsammen virkelig en forskel i Danmark. Det er på tide, at deres arbejde kommer frem i lyset og bliver værdsat. Det er derfor, vi laver "Fantastiske Fællesskaber", siger direktør for TV 2 Bornholm Jan Jørgensen

Hvis du også er med i et fantastisk fællesskab, er det nu, du kan melde din forening eller fællesskab til.

Læs meget mere om konkurrencen for Fantastiske Fællesskaber på linket her eller på www.tv2lorry.dk/ff.

Her kan man også læse mere om hele projektet og de forskellige kriterier for at kunne deltage - og ikke mindst, hvad vinderen kan se frem til at kunne bruge pengene på.

TV 2 Lorrys jury mødes i april og vil udpege 10 af de tilmeldte foreninger. De får alle direkte besked omkring 1. maj og der vil vi også på tv2lorry.dk/ff offentliggøre, hvem de ti nominerede fællesskaber er.

Senere skal der sms-afstemmes blandt de ti og vinderen går videre til landsfinalen. Men alt det er først til efteråret. Lige nu handler det om at melde sig til - så kom bare i gang.

Kriterier for at deltage

• Fællesskabet skal være baseret på frivillighed
• Fællesskabet skal være stiftet af medlemmer
• Fællesskabet skal være forankret i pågældende region (ikke et hovedsæde et andet sted i landet)
• Fællesskabet skal have et erklæret formål
• Formålet må ikke være religiøst eller politisk