Debattør: Hovedbanen er klam og vulgær

Københavns Hovedbanegård er en skændsel, lyder det fra debattør.

'Jeg elsker banegårde, undtagen Københavns Hovedbanegård.'

Sådan starter Anna Sophia Hermansen i dag et debatindlæg i Berlingske - og det går kun nedad bakke efter den første linje.

Klam, vulgær, rodebutik og et fastfood-helvede er blot nogle af de mindre rosende gloser, Hermansen strør om sig i sin beskrivelse af Hovedbanegården anno 2015. Hun mener, at arkitekten bag hovedbanen, Heinrick Wenck, ville falde død om én gang til, hvis han så sit værk i dag.

'Det er tydeligt, at der hverken tænkes på kunder eller sted. Det er småt med ventefaciliteter, og de er som regel klamme. Modsat Lufthavnen og Torvehallerne, der er steder, man har lyst til at opholde sig, gælder det bare om at komme hen til toget uden at få for meget mayo på skoene eller snuble over de knækkede klinker', skriver Hermansen blandt andet i sin sønderlemmende kritik i Berlingske.

Hun mener, at store kæder som McDonald's og 7-Eleven har forfladiget hovedbanens arkitektur og 'forvandlet et ellers smukt offentligt rum til et fastfoodhelvede'. Hovedbanegården i København er ganske enkelt Europas mest afskyelige, lyder det.

Hermansen undrer sig over tingenes tilstand, da det - ifølge hende - er lykkedes Paris, Moskva og New York at skabe og vedligeholde interessante og indbydende banegårde, selv om der her er langt flere rejsende.

Hun slutter sit ætsende debatindlæg med følgende svada: 'Københavns Hovedbanegård er et sted i forfald og et ikon i frit fald.'

Det billede kan man ikke helt genkende hos DSB. Herfra lyder meldingen blandt andet, at man gør meget ud af at holde Hovedbanegården pæn.

- Der er rigtig meget fokus på at holde hovedbanegården ren og indbydende for de omkring 100.000 mennesker, der passerer her dagligt. Og den indsats fortsætter også i fremtiden, siger underdirektør Jes Transbøl til TV 2 Lorry.

Han mener, at der skal være noget for alle, når det gælder udbuddet af spisesteder på Hovedbanegården.

- Vi arbejder hele tiden på, at der skal være et varieret udbud til alle de mange rejsende og gæster, der er på Københavns Hovedbanegård hver dag. Derfor er der inden for de seneste år blevet tilføjet nye muligheder for vores kunder som eksempelvis Lagkagehuset, Pasta Nordic, Mad Cooperativet og Starbucks. Men der skal bestemt også være noget for de kunder, der eksempelvis hellere vil gå på McDonalds eller Dunkin Donuts.

Jes Transbøl pointerer, at der kun kommer mere pres på hovedbanen i de kommende år.

- De næste fem år vil vi fortsat arbejde på, hvordan vi kan gøre det til et attraktivt sted for alle, også når Metroen bliver tilgængelig fra hovedbanegården omkring 2019. Det kommer til at betyde, at der kommer endnu flere forskellige rejsende, der benytter hovedbanegården, siger Jes Transbøl til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik