Det er et ønske fra Politimuseets leder, Frederik Strand, at få hentet tingene op i lyset og vise dem på en udstilling om Blekingegadebanden, der i 1970'erne og især 1980'erne begik røverier, kidnapning og mord.
Forbrydelserne skete som støtte til den palæstinensiske kamporganisation PFLP. Det skriver Kristeligt Dagblad.
"Jeg kunne godt tænke mig at lave den udstilling, når alle instanser er hørt, og alle juridiske forhold er afklaret," siger Frederik Strand.
Men han forudser, at den ikke kan blive til noget. Politimuseets seneste udstillinger, "Ondskab" og "Kvindedrab in memoriam", har medført en følelsesladet offentlig debat og hård kritik, fordi de pårørende ikke forinden er blevet bedt om at give tilladelse til, at deres kære døde indgår i udstillingerne.
På den baggrund er Rigspolitiet, der driver museet, ved at udarbejde retningslinjer for, hvornår pårørende skal høres i forbindelse med udstillinger.
Det beklager Frederik Strand ikke, da han mener, at etiske grænser for udstillinger om kriminalitet er vigtige at have. Men han forudser, at de pårørende til ofre for Blekingegadebandens kriminalitet vil være imod en sådan udstilling.
"Der er mange mennesker, som i forbindelse med Blekingegadebandens forbrydelser har været udsat for voldsomme ting og stadig er dybt berørte af det. Det er forfærdeligt, men det betyder også, at det kan være svært at få taget op. For spørgsmålet er, om de vil give tilladelse til udstillingen.
Jeg synes, at det er en vanskelig problemstilling," siger Frederik Strand.
Han mener samtidig, at det er relevant at tage nyere kriminalsager som Blekingegadebandens op på en udstilling.
"Der er sager, som er vigtige at tage op, mens de stadig kan huskes af folk," siger Frederik Strand.
Forfatter Peter Øvig Knudsen, der har skrevet to bøger om Blekingegadebanden, "Den danske celle" og "Den hårde kerne" fra 2007, synes, at det vil være et tab, hvis udstillingen ikke bliver til noget.
"Det er folkeoplysning, og det er uendelig vigtigt, at vi lærer af historien, og at det kommer tæt på. Ellers kan danskerne godt tro, at vi lever i et smørhul, og at det kun er i andre lande, at der begås forbrydelser og terrorisme af ideologiske årsager," siger Peter Øvig Knudsen.
Han har selv oplevet, at pårørende har lagt sag an for at bremse ham i at skrive om eller vise billeder af familiemedlemmer, blandt andet til bogen "Efter drabet" om stikkerlikvideringer under besættelsen.
Han har vundet retssagerne, fordi dommen gav ham medhold i, at der er begivenheder, der er så vigtige i danmarkshistorien, at de skal kunne beskrives, selvom der er personlige ofre og dramaer involveret.
"Ord på papir og billeder i en bog medfører voldsomme konsekvenser og reaktioner hos pårørende, fordi de lever med et kæmpemæssigt chok og en sorg i deres liv. Og enhver omtale genopliver en del af et ubehageligt traume, de har oplevet. Det er en meget stor, men uomgængelig omkostning ved at skrive dokumentariske bøger og kræver naturligvis en høj etik under arbejdet.
Men i modsat fald ville det være umuligt at skrive om vigtige begivenheder i danmarkshistorien," siger Peter Øvig Knudsen.
Mange udstillinger er i dag blevet til events, der først får deres berettigelse i kraft af publikums nyfigenhed, mener professor, dr.phil. Lars-Henrik Schmidt.
"Set i det lys synes jeg, at man skal holde sig fra at lave endnu en udstilling om Blekingegadebanden. Der går ingen samfundsoplysning tabt. Jeg mener heller ikke, at det vil være relevant, i hvert fald ikke for publikum. Det er kun relevant for museets overlevelse, der er nødt til at skabe begivenheder for at være museum," siger Lars-Henrik Schmidt.
