De små får en flad

Hvis de københavnske forældre går rundt og tror, at den kommende obligatoriske madordning i daginstitutioner f.eks. bliver udmøntet i nystegte, økologiske frikadeller og friskhakkede grøntsager fra institutionens eget køkken, så kommer både de - og børnene - til at sidde tilbage med en flad fornemmelse. Skriver Berlingske Tidende.

Ifølge det forholdsvis
nye budgetforlig på Københavns Rådhus bliver madordningen
udmøntet i nyindkøbte køleskabe, så ungerne kan få en sund og
færdigtilberedt madpakke frisk fra køl. Først i løbet af næste
år vil kommunen tage stilling til, om der skal installeres
samtalekøkkener med pædagogiske hvidevarer efter 2010, når
regeringens højt profilerede madordning er trådt i kraft. Det
står i skærende kontrast til Københavns Madhus' bud på en
ordning »med lokale køkkener og friskproducerede økologisk mad,
som samtidig er en naturlig forlængelse af den gode tradition
fra vuggestuerne. Med madmødre og køkkenfolk som en berigelse af
daginstitutionernes voksenbefolkning.« Københavns
Forældreorganisation (KFO) kalder madpakke-ordningen for en
skrabet løsning og mener ikke, at den står mål med, at
forældrebetalingen som en konsekvens må hæves fra 25 til 30 pct.
af kostprisen for en institutionsplads. Skriver Berlingske
Tidende. »Man har sat en absolut minimumsstandard, og så
forsvinder hele ideen med at bruge maden som pædagogisk redskab.
Vi havde håbet, at de levede op til de tanker og ideer, der var
i det oprindelige lovforslag. Tankerne var jo netop, at man
skulle introducere et sundt måltid mad og lære børnene noget
omkring gode madvaner,« siger formanden for KFO, Lars
Klingenberg. Københavns børne- og ungeborgmester Bo Asmus
Kjeldgaard (SF) er forarget over, at S, V, K og DF vil spise
institutionsbørnene af med madpakker. »Det er imod intentionerne
at købe køleskabe og servere vakuum-indpakkede madbakker, der
svarer til dem, man får serveret hos de allerbilligste
flyselskaber. Det er under al kritik, at Ritt og de borgerlige
partier ikke har fulgt madhusets anbefalinger,« siger Bo Asmus
Kjeldgaard. Socialdemokraternes børne- og ungeordfører Jan
Adreasen sender aben videre til regeringen og Folketinget.
»Madordningen er obligatorisk, men der er ikke fulgt penge med
til anlæg. Vi står i en situation, hvor vi skal bygge nye
vuggestuer og børnehaver, og vi har ikke penge til store
investeringer i nye køkkener. Jeg synes selv, det er en
utilfredsstillende løsning med køleskabe, men vi har en
lovgivning, vi skal leve op til, med det her,« siger Jan
Adreasen og tilføjer, at den øgede forældrebetaling kun dækker
driftsomkostningerne til madordningen. På Christiansborg siger
Venstres kommunalordfører Erling Bonnesen, at det afgørende er,
om børnene får et sundt måltid. »Vi har kommunalt selvstyre, og
kommunerne må selv beslutte, hvordan de fører den obligatoriske
madordning ud i livet.« Erfarer Berlingske Tidende.